Qatar-krisen får USA's udenrigsminister til at flyve til Kuwait
I Washington frygter man, at konflikten mellem Qatar og modparterne kan trække ud og ende i en blindgyde.
Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, skal forsøge at dæmme op for den igangværende konflikt mellem Qatar og en række fremtrædende golfstater.
Mandag flyver Tillerson til Kuwait, som indtil nu har forsøgt at mægle mellem parterne, skriver det amerikanske udenrigsministerium på sin hjemmeside.
Onsdag i denne uge udløb den frist, som Qatar har fået til at bøje sig for 13 krav, som Saudi-Arabien, Emiraterne, Bahrain og Egypten har fremsat som betingelse for ophæve deres blokade mod ørkenstaten.
Heather Nauert, en talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, siger, at Washington i stigende grad bekymrer sig over, om tvisten vil ende i en blindgyde og at den kan trække i langdrag i uge- eller månedsvis, skriver The Guardian.
Konflikten har stået på siden den 5. juni, hvor Saudi-Arabien, Emiraterne, Bahrain, Egypten og fire andre lande afskar alle diplomatiske forbindelser til Qatar og indledte en omfattende økonomisk blokade. Årsagen er, at landene anklager Qatar for at finansiere terror samt for at have for tætte relationer til Saudi-Arabiens ærkefjende Iran.
Det er anklager, som Qatar blankt afviser. Qatar har også afvist de 13 krav, som staten har kaldt for »urealistiske«.
Kravene indebærer bl.a., at Qatar skal skrue ned på sin forbindelse til Iran, hvilket kompliceres af, at de to lande deles om et gasfelt i den Persiske Golf. Andre krav lyder, at Qatar skal lukke bl.a. tv-stationen Aljazeera og indstille alt militært samarbejde med Tyrkiet samt lukke den tyrkiske militærbase i Qatar.
Tillerson opfordrede i sidste uge parterne til at være »åbne for forhandlinger«, og også Ruslands præsident, Vladimir Putin, har været i dialog med ledere fra Qatar som Bahrain.
Efter fristen udløb, lød det fra blokade-nationerne, at man vil tage alle politiske, økonomiske og juridiske midler i brug for at sikre de fire landes rettigheder, sikkerhed og stabilitet. Det blev ikke uddybet, hvilke midler, der var tale om, og hvad modpartens næste træk bliver er endnu uvist.
Seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) vurderede i mandagens udgave af Jyllands-Posten, at kravene er så omfattende, at Qatar ikke kan opfylde dem, og at der dermed er lagt op til en alvorlig skærpelse af den i forvejen opsigtsvækkende konflikt.
»I sidste instans kan det føre til, at Saudi-Arabien sender militærstyrker ind og enten afsætter Qatars regime ved et kup eller annekterer landet,« sagde Lars Erslev Andersen.