Egypten og Jordan afviser kompromis om tostatsløsning
Tostatsløsning og oprettelsen af en palæstinensisk stat kan ikke opgives, lyder det fra Egypten og Jordan.
Der bliver ingen indrømmelser i spørgsmålet om at lade palæstinenserne få deres egen stat.
Det siger to af de vigtige spillere i regionen, Jordans kong Abdullah og Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi.
Efter et møde tirsdag betegner de oprettelsen af en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad som "en national konstant faktor, der ikke kan opgives".
Sisi og Abdullah drøftede spørgsmålet, efter USA's præsident, Donald Trump, har udtalt, at en tostatsløsning ikke nødvendigvis er eneste mulighed.
- Jeg ser på en tostatsløsning og en énstatsløsning, og jeg kan lide den løsning, som begge parter finder bedst. Jeg kan leve med begge modeller, sagde Trump i sidste uge på et pressemøde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Både Demokraterne og Det Republikanske Parti har i over et halvt århundrede støttet en tostatsløsning i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.
Derfor har flere iagttagere set det som et bemærkelsesværdigt skifte, hvis Trump vil gå væk fra denne vej.
Senere forklarede hans FN-ambassadør, Nikki Haley, at den amerikanske regering "absolut" støtter en tostatsløsning, men ønsker nye idéer til, hvordan man kommer videre i den fastlåste fredsproces.
/ritzau/Reuters