Derfor dræber Islamisk Stat muslimer
Terrorgruppen, der kæmper for et islamistisk kalifat, ser store dele af verdens muslimer som vantro, der skal slås ihjel, forklarer ekspert.
Natten til søndag blev mindst 75 mennesker dræbt i den irakiske hovedstad Bagdad i et bombeangreb i det travle shopping- og restaurantkvarter i bydelen Karrada, der efter solnedgang var fyldt med gæster, som fejrede den muslimske fastemåned, ramadanen.
Tirsdag blev 41 personer dræbt, da Atatürk-lufthavnen i den tyrkiske storby Istanbul blev udsat for et bombeangreb.
Når man har erklæret en muslim for vantro, er han frafalden, og der er kun en straf som gælder: Døden.
Det er blot to af de seneste mange angreb, som terrororganisationen Islamisk Stat står bag, og begge gange har ofrene primært været muslimer.
Men hvorfor dræber terrorgruppen, der har som mål at oprette et islamisk kalifat, muslimer i så høj grad?
Ifølge Thomas Hoffmann, koran-ekspert og professor ved det teologiske institut på Københavns Universitet, anser Islamisk Stat, der følger en ekstrem retning i den sunnimuslimske trosretning, nemlig ikke ofrene for at være ægte muslimer. Ifølge Islamisk Stat er de vantro.
»Islamisk Stat er en gruppe, der er ekstremt optaget af at erklære alle, de ikke mener, er gode nok muslimer for vantro. Når man har erklæret en muslim for vantro, er han frafalden, og der er kun en straf som gælder. Døden,« siger han og understreger, at det ikke er usædvanligt, at muslimer slår andre muslimer ihjel.
»Inden for alle religioner er der interne stridigheder, og situationen med Islamisk Stat kan ses som en form for religiøs borgerkrig. Især fordi IS er en sunnimuslimsk organisation, der opererer i et område, hvor der er mange shiamuslimer,« siger Thomas Hoffmann og tilføjer, at shiamuslimer ifølge IS er ærkefjenden, når det angår »forkerte muslimer«.
Den forklaring bakker Jyllands-Postens korrespondent Gunnar Willum op om.
Ifølge ham er alle, der ikke følger terrororganisationens ekstreme udlægning af islam, frafaldne i Islamisk Stats øjne, hvilke gruppen har pligt til at slå ihjel.
Derfor er langt størstedelen af gruppens ofre muslimer.
»Islamisk Stat mener selv, at de med troen i ryggen har ret til at bestemme, hvem der er rigtige muslimer, og hvem der ikke er,« siger han og tilføjer:
»I gruppens øjne er det bedre at være kristen end at være vantro muslim, og kigger man på offertallet, er langt de fleste muslimer.«
Thomas Hoffmann understreger, at det ikke er i Koranen, gruppen finder sin berettigelse til at slå andre muslimer ihjel, men i passager i Hadith-litteraturen, som er overleveringer, der beskriver profeten Muhammeds gøren og laden.
»Her kan man finde passager, der beskriver, hvordan frafaldne skal dø,« siger han og tilføjer, at de etablerede sunnimuslimske instanser i dag er generelt tilbageholdende med at erklære muslimer for ikke-muslimer og dermed bakke op om IS.
»Det paradoksale ved Islamisk Stat er, at de har en drøm om, at den islamiske verden skal samles, men samtidig splitter de den selv ad, fordi de er så intolerante over for andre fortolkninger af islam end deres egen,« siger han.