Ayatollah Khamenei: Israel eksisterer ikke om 25 år
I en tale onsdag undsagde Irans åndelige leder landets præsident.
Los Angeles
Bølgerne er i tiden efter atomaftalen med Iran gået særdeles højt ikke kun i USA og Israel, men så sandelig også i den iranske hovedstad Teheran.
Senest onsdag, hvor den islamiske republiks åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, talte i en moské i hovedstaden.
Her berørte lederen emnet og sendte i den forbindelse en utvetydig hilsen til arvefjenden Israel. Khamenei fortalte, at han havde bemærket, at Israel havde sagt, at aftalen ville sikre, at det iranske atomprogram ikke ville udgøre et problem de næste 25 år.
"Til det siger jeg, at de selv ikke kommer til at se enden af disse 25 år. Med Guds vilje vil der ikke være et zionistisk regime om 25 år. Indtil da vil den kæmpende, heroiske og jihadistiske moral ikke efterlade et øjeblik af sindsro for zionisterne," lød det fra Khamenei i talen, ifølge det statslige, iranske nyhedsbureau IRNA.
Den iranske leders bemærkninger kommer i en tid, hvor den amerikanske præsident Barack Obama kæmper med at få atomaftalen med iranerne igennem Kongressen i Washington.
Særligt har Republikanerne forsøgt at spænde ben for aftalen, der blev indgået mellem USA, Rusland, Kina, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, de såkaldte P5+1-lande, og Iran.
Republikanernes forsøg på at forhindre, at aftalen også føres ud i praksis, led torsdag aften dansk tid et nederlag, da et forslag til at bremse den led et nederlag i det amerikanske senat.
I aftalen har iranerne forpligtet sig til blandt andet at skære ned på sin berigelse af uran for til gengæld at få løftet de sanktioner, som vestlige lande har vedtaget mod Iran.
Det er dog ikke kun i USA, at der er uenigheder at spore i den politiske ledelse i kølvandet på indgåelsen af aftalen.
Der har således været modstridende oplysninger fra Teheran, hvor den moderate præsident, Hassan Rouhani, tirsdag meddelte, at Iran nu skulle til at spille en mere aktiv rolle i forsøget på at afslutte borgerkrigen i Syrien.
"Iran vil sætte sig ved hvilket som helst bord med lande fra regionen og verdensmagterne, hvis resultatet bliver, at der kommer en mere sikker, stabil og demokratisk fremtid for Syrien," lød det fra Rouhani på et fælles pressemøde med den østrigske forbundspræsident, Heinz Fischer.
Fischer var blandt de første vestlige ledere til at aflægge et officielt besøg i Iran, siden atomaftalen blev indgået i juli.
Som regionens shiamuslimsk magthaver har Iran en stor indflydelse på den syriske præsident Bashar al-Assad, som Iran har støttet, også inden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011.
Under onsdagens tale blev det dog gjort klart for Rouhani, at det ikke ville blive med ayatollahens velsignelse, hvis USA var en del af sådanne forhandlinger.
"Vi forhandlede med USA om atomaftalen af særlige grunde. Amerikanerne opførte sig godt i forhandlingerne, men vi vil ikke tillade forhandlinger med amerikanerne på andre områder," sagde Khamenei onsdag, hvor han også kaldte USA for "Den Store Satan", som både han og forgængeren ayatollah Ruhollah Khomeini har gjort det siden revolutionen i landet i 1979.
Forelagt de harske bemærkninger fra Teheran, gentog den israelske premierminister Benjamin Netanyahu under et besøg i London onsdag, at Iran havde bondefanget Vesten med atomaftalen.
"Khamenei efterlader ikke megen plads til illusioner hos aftalens tilhængere. Han har gjort det meget klart, at USA er "Den Store Satan", og at Irans intention er at ødelægge staten Israel," sagde Netanyahu, ifølge det israelske medie Arutz Sheva.