Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Civilisationens vugge lægges i ruiner i Mellemøsten

Vores civilisations fælles fortid er på vej til at forsvinde midt i de krigshandlinger, som i øjeblikket hærger i Mellemøsten. En stærkere indsats mod ødelæggelserne er nødvendig, lyder opfordringen.

Sarah Kott | Kristian Sjøgren

Ødelæggelserne i de krigsramte områder i Mellemøsten er nu så omfattende, at forskere advarer om, at den menneskelige civilisations historie i et område, der kaldes for ”civilisationens vugge”, forsvinder for altid.

»Vi har aldrig set noget lignende. Hastigheden på ødelæggelserne er uden sidestykke. Det er et kæmpe tab for hele verden,« siger Nibal Muhesen, forsker i kulturarv på Københavns Universitet.

I Mellemøsten opstod de første bysamfund for ca. 6.000 år siden. Siden blomstrede en række kulturer op. Derfor er Mellemøsten spækket med arkæologi, der fortæller civilisationens lange historie.

Ødelæggelserne sker både under direkte krigshandlinger, når den islamistiske organisation Islamisk Stat (IS) af ideologiske årsager bevidst ødelægger f.eks. skulpturer, og når IS eller andre røvere plyndrer museer og arkæologiske udgravninger og sælger genstandene på det sorte marked. Senest har IS i Syrien erobret den unikke antikke ørkenby Palmyra.

Derfor er der ifølge eksperter også behov for en stærkere indsats fra verdenssamfundet på flere områder. F.eks. bør al handel med arkæologiske genstande fra konfliktområder forbydes.

»Vores fælles hukommelse forsvinder. Der skal gøres en klarere indsats for, at IS ikke kan bytte antikke krukker med våben,« siger Søren la Cour Jensen, formand for Blue Shield Danmark, der kæmper for bevarelsen af verdenskulturarven.

Hidtil har det været umuligt at få bl.a. IS til at stoppe ødelæggelserne. I øjeblikket rejser Irina Bokova, direktør i Unesco, der registrerer verdenskulturarven, rundt i Mellemøsten i forsøget på at skabe mere international opmærksomhed omkring bevarelse af kulturarven. I februar underskrev bl.a. Danmark en FN-resolution, der fordømmer ødelæggelserne og lægger begrænsninger på handel med genstande fra Syrien.

»Situationen er dybt tragisk. Derfor bidrager vi også til det internationale samfunds bestræbelser på at få stoppet ødelæggelserne,« siger kulturminister Marianne Jelved (R), der skal i samråd i Folketingets kulturudvalg.

Dansk Folkeparti ønsker at få klarlagt, om der kan gøres mere fra dansk side.