Militante oprørere har overtaget Yemens tredjestørste by
Byen Taiz er blevet angrebet af Houthi-oprørere, som nu har indtaget lufthavnen og retsbygningerne.
Hundredevis af shiamuslimske Houthi-oprørere har angrebet Yemens tredjestørste by, Taiz i den sydlige del af landet, og har overtaget styringen af byens internationale lufthavn, rådhuset og retsbygningerne.
Det rapporterer flere nyhedsbureauer, bl.a. AP, på baggrund af udtalelser fra Yemens myndigheder.
Angrebet på Taiz markerer, at Houthierne tilsyneladende ikke stiller sig tilfredse med at styre landets hovedstad Sanaa, men ønsker at sætte sig på magten i andre dele af Yemen også.
Houthi-oprørernes indtog i byen har afstedkommet protester blandt Taiz' indbyggere, som ikke ønsker de militantes tilstedeværelse.
Ifølge BBC har oprørerne forsøgt at stoppe protesterne ved at åbne ild og skyde op i luften samt at bruge tåregas mod demonstranterne.
Flere lande har lukket deres ambassader i Yemen, efter at Houthi-militsen sidste år indtog hovedstaden Sanaa, og tidligere i år afsatte den landets præsident og sendte ham i husarrest.
De militante oprørere har siden overtaget mere og mere af styringen i landet, som er kastet ud i hvad eksperter mener kan være begyndelsen på en borgerkrig.
"Det er en yderst farlig situation," siger Maria-Louise Clausen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, som forsker i bl.a. udviklingen i Yemen, til TV 2 News.
Houthi-militsen begyndte som en oprørsgruppe, der kæmpede mod det tidligere styre i Yemen. Men nu ser det ifølge Maria-Louise Clausen ud til, at gruppen har fået smag for at sidde på magten.
"De er blevet mere og mere diktatoriske - de lavede aftaler men holdt dem ikke, så deres snak om politiske kompromiser og reformer klinger lidt hult, fordi de nu ser sig selv som herskere af Yemen."
FN's Sikkerhedsråd skal søndag aften dansk tid mødes for at diskutere situationen i Yemen, efter at selvmordsbombere fredag dræbte 140 mennesker i angreb på to moskéer under fredagsbønnen i hovedstaden Sanaa.
En gruppe med tilknytning til Islamisk Stat har taget ansvaret for disse angreb, som var rettet mod Houthierne.
Houthi-militsen er shiamuslimsk, modsat andre religiøse grupperinger, f.eks. Islamisk Stat, som er sunnimuslimsk.
Houthiernes slogan er "Gud er stor, død over Amerika, død over Israel, forbandelse over jøderne, sejr til islam", og gruppen har gennem det seneste årti deltaget i et voldeligt oprør mod Yemens styre.