Fredssamtaler i fare efter israelske drab
Statsminister for det palæstinensiske selvstyre tvivler på, at fredsamtalerne med Israel kan fortsætte.
Mandag morgen skød og dræbte israelsk militær tre unge palæstinensere i Qalandiya-lejren nord for Jerusalem.
Dette er uacceptabelt på et så kritisk tidspunkt, og jeg er sikker på, det kommer til at føre til problemer i fredssamtalerne
Israel har meddelt, at militæret tog til lejren for at anholde en fjendtlig terror-aktivist, og at det førte til sammenstød.
Møde aflyst
Drabene er sket på et meget kritisk tidspunkt, hvor forholdet mellem Israel og Palæstinenserne kan afgøre udfaldet af de igangværende fredssamtaler.
Dagens planlagte møde mellem de to parter er ifølge en palæstinensisk talsmand blevet aflyst. Det amerikanske udenrigsministerium afviser dog denne påstand.
Til norske NRK reagerer statsministeren for det palæstinensiske selvstyre, Rami Hamdallah, kraftigt.
"Vi fordømmer på det kraftigste disse drab. I en tid hvor der er fredsforhandlinger i gang, kommer israelerne til Qalandiya-lejren og dræber tre mennesker," siger han til NRK.
Problemer i fredssamtalerne
Da det israelske militær ankom til lejren, blev det mødt af omkring 1.500 demonstranter, som begyndte at kaste med sten.
Israel har hverken be- eller afkræftet om soldaterne skød med skarpt, men aktionen endte med, at tre palæstinensiske mænd på henholdsvis 30, 22 og 20 år mistede livet.
"Dette er uacceptabelt på et så kritisk tidspunkt (med henvisning til fredsforhandlingerne red.), og jeg er sikker på, det kommer til at føre til problemer i fredssamtalerne," siger Rami Hamdallah.
Han er ikke sikker på, at de palæstinensiske ledere overhovedet vil fortsætte fredsamtalerne, siger han til NRK.
Krav om grænser fra 1967
Fredsforhandlingerne mellem de to parter begyndte i starten af måneden efter tre års pause.
Det var USA's udenrigsminister, John Kerry, der efter måneders diplomati, kunne meddele, at de to parters ledere var blevet enige om en aftale, der kunne danne grundlag for nye fredsaftaler.
Palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas' parti, Fatah, krævede op til aftalen, at forhandlingerne skulle tage udgangspunkt i de grænser, som eksisterede, før Israel besatte Vestbredden og Gazastriben i 1967.
Kravet er i tråd med gentagne FN-resolutioner, som kræver israelsk tilbagetrækning til grænserne fra før krigen.
Målet for forhandlingerne er ifølge USA og det internationale samfund oprettelsen af en palæstinensisk stat i de Israelskbesatte områder.