Det Arabiske Forår: Hvor er de i dag?

Det startede i december 2010, da den unge, tunesiske grønthandler, Mohammed Bouazizi, satte ild til sig selv i protest mod politiets undertrykkelse og sine levevilkår.

Hans selvmord udløste protester i hele Tunesien under navnet Jasminrevolutionen, som i sidste ende betød, at landets præsident, Zine al-abedine Ben Ali, trådte tilbage i januar.

Men tuneserne stod langt fra alene med utilfredsheden over den høje arbejdsløshed, høje priser og undertrykkelse. Oprøret bredte sig til store dele af Mellemøsten og Nordafrika og fik nu navnet Det Arabiske Forår.

For tidligt at kalde det arabisk vinter

Fire diktatorer måtte bukke under for kravet om demokrati. Men mere end to år senere, kan man langt fra konstatere, at historien endte lykkeligt.

"Det går i en meget grumset retning: Der er ting, der hiver i en positiv retning, og ting, der hiver i negativ retning. Men det er bare tendenser, for det er for tidligt at sige, at Det Arabiske Forår er blevet gjort til Den Arabiske Vinter," siger ph.d. Helle Malmvig, som forsker i Mellemøsten på Dansk Institut for Internationale Studier, til Jyllands-Posten.

Hun mener ikke, at man kan fælde dom over protestbølgens resultat, før der er gået mindst 10 år, mens lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen vurderer, at der kan gå flere årtier.

Ser skidt ud for Libyen

"Man må vente og se. Transitionerne er langvarige og omfattende. Det kan gå godt og skidt, men lige nu, kan vi se, at de kæmper," siger hun til Jyllands-Posten.

Begge forskere udpeger Libyen som et af de lande, hvor det er svært at se lyset for enden af tunellen.

"Det er et stærkt klansamfund, så man kan prøve at lave politiske partier, og man kan danne en demokratisk regering, men der vil hele tiden være klanbaserede eller familiebaserede interesser, som presser på for at ødelægge processen," forklarer Helle Lykke Nielsen.

Den libyske regering kæmper fortsat mod islamistiske militsgrupper, der for nylig forsøgte at storme flere ministerier. Samtidig har man endnu ikke sat en dato for, hvornår landet får sin forfatning og et lovet valg.

Yemen er håbløs

Heller ikke Yemen levner Helle Lykke Nielsen mange chancer.

"Yemen er ret håbløs, tror jeg. Det er et land, som geografisk er meget vanskeligt at styre. Statsmagten har altid været svag, også fordi det er klansamfund, og tilløbene til demokratisering kan ikke vinde over klansystemerne."

Mere positivt ser både Lykke Nielsen og Malmvig på Tunesien og Egypten.

Politikere bliver holdt ansvarlige

"De har levet under frygtelige diktaturer, hvor det var umuligt at diskutere politik eller kritisere nogen offentligt, men nu diskuterer folk politik som aldrig før. Der bliver lavet tonsvis af ngo’er, politiske partier, blogs osv., hvor man holder sine politikere ansvarlige på en helt ny måde," fortæller Helle Malmvig.

Som eksempel nævner hun en egyptisk hjemmeside, som de første 100 dage af præsident Mohammed Mursis regeringstid bragte et Mursi-meter, der holdt hans valgløfter op mod virkeligheden.

"Og i Tunesien fulgte en ngo forsamlingen, der er ved at udarbejde forfatningen. For et par måneder siden kunne den dokumentere, at mange parlamentsmedlemmer slet ikke mødte op. Det gav en masse debat, så politikken er blevet genåbnet," vurderer Helle Malmvig.

Kan ikke rulle udviklingen tilbage

Men demokratiet er en svær størrelse at håndtere.

I Egypten er urolighederne fortsat, også efter at Mursi fra Det Muslimske Broderskab blev valgt. Han er bl.a. blevet beskyldt for at være egenrådig.

"Det er et eksempel på, hvordan de nye aktører skal lære det der med demokrati. Godt nok har Det Muslimske Broderskab vundet valget, men det har ikke fundet ud af at lave kompromiser, for man forstår ikke, at demokratiet går ud på at lave kompromiser. I stedet begynder man at opføre sig som Hosni Mubarak (den afsatte diktator, red.), men det slipper de ikke af sted med. De tider er ovre, for folk går bare på gaden og laver ballade," forklarer Helle Lykke Nielsen.

Sekulære og islamister taler ikke sammen

I Tunesien opstod der voldsomme kampe, da den sekulære oppositionspolitiker Chokri Belaid blev dræbt i februar 2012, og premierministeren måtte træde tilbage.

"Både i Egypten og Tunesien er det blevet enormt polariseret mellem sekulære, liberale grupper og moderate islamistiske partier. Der er fjendebilleder på begge sider. Det er blevet opdelte samfund mellem de to fløje. Demokrati handler jo også om kompromis, om at inkludere og om konsensus, og sådanne elementer er simpelt hen ikke til stede i de lande," siger Helle Malmvig.

Hun hæfter sig til gengæld ved, at de islamistiske partier accepterer demokratiet som en ramme.

"I Egypten diskuterer man ikke, om landet skal være et demokrati, men hvorvidt de andre er demokrater eller ej. Det, synes jeg, er spændende."

Endnu en mand satte ild til sig selv

Men kampen er efter alt at dømme langt fra slut - ikke mindst for dem, der blot ønskede en vej ud af fattigdommen.

I marts valgte endnu en ung mand at sætte ild til sig selv i Tunesien.

"Her ser I en ung mand, som må sælge cigaretter på grund af arbejdsløshed," lød hans ord.

Både Egypten og Tunesien kæmper med store økonomiske vanskeligheder, ikke mindst pga. manglende turister, men det er naturligt, påpeger Helle Lykke Nielsen.

"Når man har store politiske omvæltninger, lider økonomien altid, men det giver også et spillerum for, at tingene kan blive bedre på mellemlangt sigt, at der bliver mindre korruption og bedre muligheder for, at folk kan etablere små virksomheder, så de selv kan tjene penge," siger hun.