- Opdateret 15/01/2009 kl. 12:49
FN stopper hjælpearbejde
<p>FN indstiller al flygtningehjælp i Gaza, efter at israelsk artilleri torsdag ramte FN-hovedkvarteret og sårede tre personer.</p>
Hovedkvarteret huser FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (Unrwa) i Gaza og har under den 20 dage lange Gaza-krig fungeret som tilflugtssted for hundreder af palæstinensiske flygtninge. Desuden rummer bygninger flere andre kontorer samt en skole.
Området er ifølge nyhedsbureauets AP's kilder indhyllet i tyk, sort røg, og det gør det svært at overskue følgerne af bombardementet. Flere kilder oplyser til AP, at det er en nabobygning til FN-hovedkvarteret, som er blevet ramt, og at selve hovedkvarteret er urørt.
FN-talsmand Chris Gunnes oplyser til AP, at der foreløbig er meldinger om tre sårede, og tilføjer, at det endnu ikke står klart, om der stadig er personer tilbage i de bombede bygninger. FN-talsmanden oplyser, at området blev ramt af tre fosforbomber, som udløser ekstremt høje temperaturer.
Rasende generalsekretær
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, som i øjeblikket er på diplomatisk rundrejse i Mellemøsten for at skabe en våbenhvile i krigen, har øjeblikkeligt krævet en forklaring fra Israel. I første omgang har Israels forsvarsminister Ehud Barak forklaret generalsekretæren, at der er tale om en "alvorlig fejl."
Den israelske hær har ikke kommenteret bombardementet.
Mediecenter også ramt
En anden eksplosion ramte en 16 etager høj bygning i Gaza By, der huser journalister fra nyhedsbureauet Reuters, tv-stationerne Fox, Sky og al-Arabiya samt flere andre internationale og arabiske medier. Journalister i bygningen rapporterede, at en kollega fra en tv-station i Abu Dhabi blev såret.
Reuters' egne journalister, der var på arbejde i bygningen, da den brød i brand, fortalte, at et israelsk missil eller en granat angiveligt havde ramt sydsiden af al-Shurouq-bygningen, der ligger i hjertet af byen.
Bygning med FN-organisation, et hospital og et internationalt mediecenter i Gaza By ramt under angreb. Flere er såret. Israel undskylder.
Tre FN-ansatte blev i dag såret, da hovedkvarteret for FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (Unrwa) i Gaza blev ramt af israelske granater, meddeler en talsmand for organisationen. Det får nu Unrwa til at afbryde alle aktiviteter i området.
Et hospital i Gaza blev i dag ligeledes ramt af israelske granater, og en fløj brød i brand, beretter øjenvidner.
Ritzau/Reuters