Ekspert: Konflikten styrker Hamas

Vesten har forsøgt at fryse Hamas ude ved at nægte at tale med den islamiske bevægelse. Men strategien har virket imod hensigten, mener Hamas-ekspert.

Artiklens øverste billede
Palæstinensiske Hamas-støtter på gaden i protest mod Israels militære operationer i Gaza. Foto: Nasser Shiyoukhi/AP

Cambridge



Israelske angreb fortsætter ind over Gaza trods internationalt pres på Israel for at stoppe offensiven. Israel ønsker at ødelægge de tunneller, som Hamas bruger til at smugle våben ind i Gaza via Egypten og presse den islamiske bevægelse i knæ, så den ikke kan fortsætte sine raketangreb mod Israel og efter konflikten ikke kan erklære sig selv for sejrherre.



Men uanset om det lykkes Israel at polere sit ry som militær magt, vil israelerne ikke vinde på konflikten, forudser dr. Khaled Hroub, da han let forsinket af morgentrafikken forpustet møder Morgenavisen Jyllands-Posten på Cambridge University. Han har skrevet flere bøger om Hamas, men kan - trods sin palæstinensiske baggrund - efter 14 år i Storbritannien se tingene lidt mere på afstand og bruges ofte som ekspertkommentator på Al Jazeera.



»Israel har sagt, at dets hovedmål er at svække og afvæbne Hamas og forhindre flere raketangreb fra Gaza. Hvis der bare bliver affyret én raket fra Gaza, betyder det, at strategien reelt har slået fejl. Israel kan heller ikke fjerne Hamas. Hvor skulle organisationen forsvinde hen? Den kan ikke komme ud. Gaza er et lille område, der er totalt omringet, og Hamas er ikke blot en lille marginaliseret gruppe som den tyske Baader-Meinhoff-gruppe. Hamas er et politisk parti, der er dybt forankret i befolkningen. Overordnet set er det heller ikke Hamas' våben, der er problemet. Hovedproblemet er besættelsen. Hvis det bliver løst, bliver alt andet lettere at løse,« siger Hroub, mens han på typisk arabisk vis gestikulerer voldsomt med hænderne.



Vil offensiven ligefrem styrke Hamas?



»Det kræver ikke en stor matematiker for at se, at det formentlig ikke vil gå, som Israel håber, så flertallet af palæstinensere vil bebrejde Hamas for Israels brutalitet. Den strategi har ikke virket i 20 år, og vil heller ikke virke nu. Der er selvfølgelig nogle, der er frustrerede over Hamas og vrede, fordi de mener, at Hamas satte dette i gang. Men mange er splittede i deres følelser, fordi det var israelske raketter, der dræbte deres familiemedlemmer. Det ønsker de nu, at Hamas skal gengælde.«



»Militært vil Hamas selvfølgelig blive svækket, men den militære side af Hamas er ikke den fundamentale del af organisationen. Det er ideologien og den sociale side. Samtidig fremstår Hamas nu som en part i konflikten, som man ikke kan komme udenom. Det giver status. Ikke bare i blandt palæstinensere, men i hele den arabiske og muslimske verden.«



Israel har dræbt flere af Hamas' øverste ledere. Hvordan påvirker det organisationen?



Hroub tager en slurk af sin pebermynte-te, inden han svarer.



»Hvis man kunne svække Hamas, ved at fjerne dens ledere, var det allerede sket. Israel dræbte i 2004 Hamas' grundlægger og spirituelle leder, Sheikh Ahmed Yasin, og siden også Abdel Aziz Al-Rantissi, den øverste leder i Gaza. Alligevel vandt Hamas valget i 2006. Hamas' styrke er baseret på en meget decentral og sofistikeret organisation med ben i både Gaza, på Vestbredden, i israelske fængsler og uden for Palæstina. Derfor er der hele tiden nye ledere klar fra de næste rækker.«



Hvis det var muligt at fjerne Hamas, hvem ville komme i stedet?



»Hvis det var muligt, ville en endnu mere radikal gruppe tage over; en palæstinensisk Al Qaida. Det ville ikke blive Fatah, den politiske udløber af PLO. Det har Mahmoud Abbas, præsident og leder af Fatah, allerede slået fast. Fatah ville begå politisk selvmord, hvis det tog magten i Gaza, efter at Israel havde smadret Hamas. Det ville se ud som om, at Fatah samarbejdede med Israel. Alternativet er, at Israel overtager styringen af Gaza.«



»Det, som Israel ønsker, er at kunne fortsætte besættelsen på samme måde som på Vestbredden, hvor der ikke længere er uro eller raketangreb. Ikke desto mindre ser man her stadig arrestationer, huse der bliver jævnet med jorden og drab. Sådanne forhold er Hamas ikke villig til at acceptere og gør oprør. Derfor har vi nu denne situation.«

Strategisk brøler

Europa, USA og Israel har siden 2006, da Hamas vandt valget, nægtet at tale med bevægelsen, fordi den ikke vil anerkende Israel. Det har været en strategisk brøler, der kun har forværret situationen og udsat muligheden for at finde en løsning, mener Khaled Hroub.



»Oprindeligt ønskede man ikke at tale med Hamas, fordi man håbede, at det kunne svække organisationen. Ved på den måde ikke at give dem politisk legitimitet var det tanken, at man kunne presse Hamas til at acceptere tre konditioner: At anerkende Israel, at afstå fra at bruge vold og slutte op om de aftaler, som Fatah tidligere havde indgået med Israel. Efter knap to år står det klart, at strategien er slået fejl. Jo, Hamas har mistet en del af sin glans på grund af den brutalitet, hvormed den har håndteret magten, men Hamas er stadig populær og står i dag politisk stærkere. Fordi de store arabiske lande som Saudi Arabien, Jordan og Egypten fulgte Vestens strategi har man samtidig skubbet Hamas i armene på Iran. Hamas har allerede accepteret to-statsløsningen, som blev skrevet af Vesten under hensyntagen til israelske sikkerhedskrav. Det gjorde Hamas godt nok uden at anerkende eksistensen af Israel, men det kunne den ikke. Så ville den ligne PLO, og Hamas var netop blevet valgt, fordi den ikke var PLO. Men accepten af to-statsløsningen var et første skridt.«



Hvilken rolle spiller Iran i konflikten?



»I dag-til-dag konflikten spiller Iran ikke en stor rolle, men Iran har støttet Hamas med midler og militær træning samt med politisk og diplomatisk støtte. Iran har været meget afgørende for Hamas. Især fordi alle andre nægtede at have noget med bevægelsen at gøre, selvom Hamas efter valget virkeligt skruede ned for den radikale retorik.«



Er historien ved at gentage sig selv. Vil Hamas, som PLO blev det, på et tidspunkt blive accepteret?



»Ja, ironisk nok synes historien at gentage sig selv i forhold til, at Hamas ikke vil anerkende Israel, ligesom det internationale samfund ignorerer Hamas. Men hvis Hamas forsvinder, vil en endnu mere radikal gruppe tage over. Så vil vi fortryde, at vi ikke talte med Hamas. Hvad vi egentligt gør, er at udskyde at følge sund fornuft og afslutte besættelsen. Det er frustrerende, men i øjeblikket stikker Vesten hovedet i sandet og nægter at se realiteterne i øjnene. I stedet for at takle problemet, forsøger man at dæmpe symptomerne.«



Hvad er løsningen? Kortsigtet og langsigtet.



»Kortsigtet er især Europa og USA nødt til at lægge pres på Israel for at sikre en våbenhvile. Deres passivitet indtil nu er skammelig. Det hele bliver undskyldt med Israels bekymringer for sin sikkerhed. Men den håndfuld israelere, der er blevet dræbt af raketangreb de seneste otte år, er et meget lille tal i forhold til de ca. 2.900 palæstinensere, der ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer i samme periode er blevet dræbt af Israel. Når man kender det tal, er det måske lettere at forstå, hvorfor palæstinensere gør oprør. Israel har i imidlertid også en anden dagorden med offensiven. Landet ønsker ikke bare at svække Hamas militært, men at polere den israelske hærs ry efter pletterne i krigen mod Hizbollah i 2006. Det forestående valg i Israel spiller også en afgørende rolle. Hvis man ser på, hvordan krigen har påvirket meningsmålingerne, er premierminister Ehud Olmert og udenrigsminister Tzipi Livni formentlig glade for de foreløbige resultater. Fra det perspektiv har offensiven indtil nu været en succes for den israelske regering.«



»Langsigtet skal vi tilbage til to-statsløsningen fra 1998. Selv om man nåede langt ad den vej, blev den moderate lejr på palæstinensisk side aldrig givet noget konkret. Derfor blev Hamas gennem årene stærkere. Det, man bør gøre nu, er at give palæstinenserne et minimum af de rettigheder, som de skal have ifølge to-statsløsningen, så de kan leve et almindeligt liv og holde deres hoveder højt. Man er nødt til at vise dem, at det fører et sted hen. Løsningen er mere enkel, end de fleste tror.«



Hvem bærer hovedansvaret for eskaleringen i konflikten?



»Det største ansvar ligger på de store lande, som kan gøre en forskel, hvilket vil sige Europa og USA, men også Israel. De har vist på Balkan og i Irak, at de kan skabe forandringer, hvis de virkelig ønsker det. Med andre ord accepterer Europa og USA, at Israel fortsætter besættelsen. Det er sådan, mange arabere ser det.«

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen