Hvad betyder det, når israelske fly flyver lavere hen over Gaza . . .?
Israel er angiveligt tæt på at indlede en landoffensiv i Gaza. Dog står de israelske soldater stadig på den israelske side af grænsen.
Jerusalem
Fredag får 400 udlændinge, der opholder sig i Gaza, lov til at forlade området. Samtidig fortæller udenlandske journalister, der opholder sig i Gaza, om, hvordan de israelske fly torsdag aften er begyndt at flyve lavere hen over Gaza. Mange tolker dette som tegn på, at en israelsk landinvasion i Gaza er nært forestående.
Den israelske ledelse har afvist internationale forsøg på at forhandle en våbenhvile på plads med Hamas-styret i Gaza, og torsdag gentog Israels udenrigsminister, Tzipi Livni, at Israel ikke vil stoppe sin offensiv, før det er lykkedes at bremse raketterne fra Gaza. Hun blev bakket op af den israelske præsident Shimon Peres, der torsdag aften ifølge den israelske avis Haaretz udtalte, at Israel vil fortsætte sin offensiv, så længe Hamas angriber.
Den israelske ledelse har været meget påpasselig med at påstå, at man vil udrydde den militante bevægelse i Gaza. Dette var ellers ordlyden, da Israel i 2006 kæmpede mod Hizbollah, og man ønsker ikke at udstille sig selv endnu engang ved at påstå, at man kan slå Hamas - hvis Israel så ender med at trække sig tilbage fra Gaza uden en sejr. For Israel vil det være en sejr, hvis raketregnen over det sydlige Israel stopper, har regeringstalsmænd udtalt.
Eksperter har vurderet, at Israel vil have brug for mindst 10.000 soldater for at slå Hamas, men at det nærmest vil være en umulighed.