Fem palæstinensere dræbt i eksplosion
Fire militante palæstinensere og en fem-årig pige blev i nat dræbt ved en eksplosion, der fandt sted nær en strand uden for Gaza By. Det oplyser hospitalskilder.
De fire militante var medlemmer af den islamistiske Hamas-bevægelses væbnede gren, Ezzedine al-Qassam Brigaderne.
Årsagen til eksplosionen var ikke umiddelbart klar.
En Hamas-leder, Hallil al-Aya, og Ezzedine al-Qassam Brigaderne beskylder palæstinensiske "grupper der samarbejder med fjenden" for at stå bag eksplosionen.
- Disse grupper forsøger at undergrave det palæstinensiske folks sikkerhed og hjælper dermed fjenden, siger Hamas-lederen.
Aya og Ezzedine al-Qassam Brigaderne afstod imidlertid fra direkte at rette anklagen mod præsident Mahmoud Abbas' Fatah-bevægelse.