Syrien ønsker Frankrig som mægler
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, har bedt Frankrig og USA om at assistere ved direkte fredsforhandlinger mellem Syrien og Israel og desuden bidrage ved fremtidige sikkerhedsforanstaltninger i Mellemøsten.
Det fremgår af en fælleserklæring fra et møde mellem den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og Bashar al-Assad i Paris i dag.
I erklæringen hilser Sarkozy Assads bestræbelser på at oprette diplomatiske forbindelser med Libanon velkommen.
Syrien indledte tidlige på året indirekte fredsforhandlinger med Israel med Tyrkiet som mægler. Den syriske ledelse har dog hele tiden ønsket USA med ved forhandlingerne, hvor Syrien kræver at få Golanhøjderne, som Israel annekterede efter krigen i 1967, tilbage.