Israel vil af med Gaza

Israel vil bryde forbindelserne til den Hamas-kontrollerede Gazastribe efter at millitante palæstinensere har sprængt hul i grænseovergangen til Egypten.

Artiklens øverste billede
Egyptiske soldater ved den væltede mur har hjulpet palæstinenserne med at købe mad og forsyninger, og den egyptiske sundhedsminister har sagt, at de palæstinensere, der er blevet såret i israelske angreb vil blive behandlet gratis i Egypten. Foto: AP/Kevin Frayer

Israel har i seks dage holdt grænserne mellem Gaza og Israel lukket for at prøve at standse militante gruppers raketbeskydning af Israel. Onsdag blev mindst 15 huller blev sprængt i en mur ved den lukkede grænse til Egypten.

Denne situation får nu den israelske viceforsvarsminister Matan Vilnai til helt at afskrive israelsk kontrol og ansvar for Gaza.

"Vi bliver nødt til at indse, at når Gaza er åben til den anden side, så har vi ikke ansvaret for området. Så vi vil bryde forbindelsen til Gaza," siger Matan Vilnai til Army Radio.

Forsyninger i Egypten

Vilnai uddyber, at Israel vil fortsætte med at indstille forsyningerne af elektricitet, vand og medicin til Gaza. Palæstinenserne benytter hullerne i grænsemuren til at drage fem og tilbage for at købe forsyninger i Egypten, og FN rapporterer, at mindst 350.000 palæstinensere har krydset grænsen til Egyptens Sinai-ørken.

"Vi er kun ansvarlig for Gaza, så længe der ikke er noget alternativ," siger Matan Vilnai.

Ideen om, at Egypten skal overtage ansvaret for at forsyne Gaza, bliver dog pure afvist af den officielle talsmand for det egyptiske udenrigsminsterium, Hossam Zaki.

Kun midlertidigt

"Det er en forkert antagelse. Den nuværende situation er kun en midlertidig undtagelse. Grænsen vil blive genetableret," siger han ifølge AP.

Han understreger dog, at det er Egyptens "historiske ansvar" at hjælpe nødlidende palæstinenserne.

Palæstinenserne har fået frit lejde til at købe mad og forsyninger, og den egyptiske sundhedsminister har sagt, at de palæstinensere, der er blevet såret i israelske angreb vil blive behandlet gratis i Egypten.

Ingen normal hverdag

Israel, der besatte Gaza tilbage i 1967, har siden 2005 trukket både soldater og israelske beboere ud af området. Israel kontrollerer dog stadig de nordlige og østlige grænser mellem Gaza og Israel samt luftrummet og kysten.

Den israelske premierminister Ehud Olmert understreger, at indbyggerne i Gaza ikke vil få lov til at leve en normal hverdag, så længe det sydlige Israel udsættes for raketangreb. Han vil dog ikke tillade, at situationen udvikler sig til en humanitær katastrofe, så forsyninger af mad til børn og medicin til syge vil fortsætte.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen