500 anholdt under pro-palæstinensisk demonstration i Kairo
Egyptiske sikkerhedsstyrker har grebet ind over for en demonstration i Egyptens hovedstad, Kairo. Her var islamiske fundamentalister på gaden for at vise deres støtte til palæstinenserne i Gazastriben.
Øjenvidner fortæller, at politiet brugte såvel stave som tåregas for at opløse demonstrationen.
Ifølge sikkerhedskilder bestod menneskemængden overvejende af tilhængere af fundamentalisterne i Det Muslimske Broderskab.
En kilde siger, at mindst 500 demonstranter er anholdt. Det Muslimske Broderskab taler på sin hjemmeside om, at 1000 af gruppens medlemmer er anholdt.
Tidligere i dag trængte titusindvis af palæstinensere fra Gaza ind i Egypten efter at have sprængt hul i grænsebarrieren.