Efter 471 dage i Hamas' fangenskab: Her er de tre løsladte kvinder
Doron Steinbrecher gemte sig under sin seng, da terrorister fra Hamas stormede hendes lejlighed. Det er 471 dage siden. Søndag blev hun og to andre israelske gidsler løsladt.
De har været spærret inde som gidsler siden 7. oktober 2023.
Men efter 471 dage i Hamas’ fangenskab er de blevet sat fri.
Romi Gonen, Doron Steinbrecher, og Emily Damari.
Det er navnene på de tre personer, der – som de første – er blevet løsladt som en del af våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas.
Deres historie kan du her, baseret på artikler fra The Jerusalem Post og BBC, læse mere om.
Ringede til sin mor
Romi Gonen var en af de mange gæster på musikfestivalen Nova Music Festival, som blev bestormet af terrorister.
Hun ringede til sin mor, da sirenerne lød. Hendes mor, Meirav, har forklaret, at hun hørte skud og råb på arabisk i opkaldet med sin datter.
Romi Gonen forsøgte sammen med sine venner at flygte fra stedet i et køretøj.
Men det lykkedes ikke. Hun, der dengang var 23 år, blev skudt i hånden og bortført.
Romi Gonens telefon blev senere sporet til Gaza. En optagelse af et opkald har ifølge Daily Mail afsløret, at terrorister diskuterede, om de skulle henrette eller bortføre hende.
»De har mig, de har mig«
Doron Steinbrecher blev kidnappet i sit hjem i Kibbutz Kfar Aza, da Hamas angreb.
Hendes mor har forklaret, at Doron Steinbrecher gemte sig under sin seng, da terrorister stormede hendes lejlighed. Herfra nåede hun at sende en stemmebesked til sine kære, inden terroristerne tog hende.
»De har mig, de har mig,« lød det.
Der gik 107 dage, fra Doron Steinbrecher blev taget som gidsel, til omverdenen så livstegn fra hende. Det skete i en video, som blev offentliggjort, hvor hun og andre gidsler talte til et kamera inde fra Hamas’ tunneler.
Nære bånd til Storbritannien
Emily Damari blev også taget som gidsel fra Kibbutz Kfar Aza.
Hun voksede op i det sydøstlige London, men efter som 20-årig at være blevet forelsket på en ferie i Israel, flyttede hun til Israel for at stifte familie.
De nære bånd til Storbritannien holdt hun dog fast i. Hun besøgte ofte sine familiemedlemmer, hun tog til koncerter og på shoppingture, og fra afstand var hun trofast fan af fodboldholdet Tottenham Hotspur.
Hendes statsborgerskab er dobbelt – britisk-israelsk.
Emily Damaris mor har forklaret, hvordan hun blev taget som gidsel. At hun blev skudt i hånden og ramt af granatsplinter i benet, og at hun fik bind for øjnene og blev bundet.
Hun nåede at sende sin mor en sms, der indeholdt en enkelt hjerte-emoji – det var det sidste livstegn fra hende.
Emily Damari havde en hund, Choocha, som blev skudt i nakken og dræbt af Hamas.