Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Cv'et tæller Islamisk Stat og al-Qaeda: Her er manden bag lynoprøret i Syrien

I skolen var oprørslederen en stille dreng, man knap lagde mærke til, men da han begyndte på universitetet, skete der noget, der rystede hans verdensbillede.

I weekenden blev Syriens præsident, Bashar al-Assad, væltet i et lynoprør, der varede få uger.

I spidsen for oprørerne står en mand, der i sig selv er mindst lige så spektakulær som oprøret.

Hans navn er Abu Mohammed al-Jolani, og hvis man skulle lave en form for ”militsleder-bilkort” ud af ham og hans gerninger, ville det være et svært kort at slå. Her er hvorfor.

I en alder af 42 år har Abu Mohammed al-Jolani og hans militsgruppering, Hayat Tahrir al-Sham (HTS), formået at vælte et regime, der på brutal vis har forvaltet magten i Syrien i mere end fem årtier.

Han har arbejdet for al-Qaeda i Irak, hvor han blev fængslet i flere år af amerikanske styrker. Senere tilsluttede han sig Islamisk Stat (IS), og da borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, tog han til landet og var med til at danne al-Nusra-fronten. En militant gruppering, som først var tilknyttet IS og senere al-Qaeda, inden han igen brød helt med al-Qaeda og dannede HTS.

Det stod dog ikke just skrevet i stjernerne, at han skulle blive en betydningsfuld oprørsleder.

En stille dreng og et rystet verdenssyn

Historien om al-Jolani har mange kilder, men i 2021 udkom en grundig dokumentar om militslederen med det fængende navn ”The Jihadist”.

Abu Mohammed al-Jolani blev ikke født i Syrien, men i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, af to syriske flygtninge. Forældrene flygtede fra Syrien i 1967 efter den israelske besættelse af landet, og først i 1989, da Abu Mohammed al-Jolani var syv år gammel, vendte familien tilbage til den syriske hovedstad, Damaskus.

I skolen var al-Jolani en stille dreng, man knap lagde mærke til, men da han begyndte på universitetet, skete der noget, der rystede hans verdensbillede. 11. september 2001.

Pludselig så han Vesten og specielt USA som en fjende, og i 2003 købte han en busbillet til Irak og sluttede sig til al-Qaeda for at bekæmpe det amerikanske indtog i landet. Her kæmpede han, indtil han i 2006 blev tilfangetaget af amerikanske styrker, som holdt ham fængslet i flere år, skriver New York Times.

Ifølge et stort portræt af oprørslederen i Middle East Eye i 2021 formåede al-Jolani, allerede inden han blev taget til fange, at opbygge et netværk af forbindelser til jihadister, som senere fik fremtrædende roller i IS, som dengang var ved at blive oprettet. Da han blev løsladt, gik turen hjem til Syrien, hvor han sluttede sig til IS og hurtigt steg i graderne.

Her oprettede han militsgruppen al-Nusra-fronten, men efter kort tid brød grupperingen med IS og allierede sig med sine gamle venner fra al-Qaeda.

»Jeg tror, at han indså, at hans gruppe mistede opbakning i Syrien, og i de områder, som de kontrollerede, fik de meget modstand fra lokalbefolkningen, og der var mange protester,« forklarer postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) Dino Krause til Ritzau om episoden.

I 2016 blev grupperingen opløst og erstattet af HTS, som stadig er stemplet som en terrororganisation af bl.a. FN, USA og EU.

Skjorte og blazer

Før offensiven havde HTS kontrol med Idlib-provinsen i det nordlige Syrien. Her gennemgik al-Jolani ifølge CNN en større udvikling. Han skiftede camouflagedragten ud med skjorte og blazer, og under hans ledelse har grupperingen udført flere operationer mod IS – heriblandt drabet på IS-lederen Abu Hussein Al-Husseini al-Qurashi i 2023.

»Jeg tror på, at alle i livet går gennem faser og oplevelser. Når du vokser, lærer du, og du fortsætter med at lære indtil den allersidste dag i dit liv,« har han udtalt til CNN.

Du kan læse mere om, hvad oprøret kan betyde for Syriens fremtid lige her.