Fortsæt til indhold
Mellemøsten
Artiklen opdateres

BBC: Israel har fuld kontrol over al-Shifa efter stormen på hospitalet i nat

Soldater går fra rum til rum for at afhøre patienter og personale.

Israelske tropper havde onsdag morgen fuld kontrol over Gazastribens største hospital, al-Shifa, efter at kommandosoldater og kampvogne i løbet af natten trængte ind på sygehusets område, skriver BBC.

En journalist på al-Shifa siger til det britiske medie, at israelske soldater nu går fra rum til rum for at afhøre både patienter og personale. De er ledsaget af israelsk sundhedspersonale og arabisk talende tolke.

Samtidig har soldaterne – ifølge BBC’s øjenvidne – over højttalere givet alle mænd mellem 16 og 40 år ordre til at forlade de overfyldte hospitalsbygninger og samle sig i hospitalsgården.

I den forbindelse har de affyret skud op i luften.

Israel hævder, at den militante Hamas-bevægelse har et hovedkvarter skjult under hospitalsbygningerne. Det har været begrundelsen for at storme sygehuset, som ellers er beskyttet under Genevekonventionerne.

Det vides ikke, om israelerne har lokaliseret det påståede Hamas-hovedkvarter.

Ifølge israelsk radio har soldaterne inde på hospitalet endnu ikke fundet spor efter de omkring 240 gidsler, som blev bortført til Gaza den 7. oktober, da Hamas-terrorister trængte ind i Israel og dræbte 1.200 mennesker. Men eftersøgningen i bygningerne fortsætter.

Israelerne har ikke selv bekræftet, at de kontrollerer hospitalet fuldt ud.

Flere end 2.000 patienter, ansatte og flygtninge blev fanget i skudvekslinger, da israelerne trængte ind.

Til Al Jazeera sagde hospitalets generaldirektør, Munir al-Bursh, tidligt i morges, at nogle personer blev beskudt, da de forsøgte at flygte fra hospitalet ad en israelsk sikkerhedskorridor. Det fremgår ikke, om der var tale om patienter, personale eller internt fordrevne, som har søgt tilflugt på hospitalsområdet.

»Der blev ikke affyret et eneste skud inde fra hospitalet under besættelsesstyrkernes storm på komplekset,« hævder generaldirektøren, som er ansat under det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium.

Stormen begyndte klokken 02.00 lokal tid (01.00 dansk tid), da det blev meddelt, at israelerne havde iværksat en »præcis og målrettet operation mod Hamas i en specifik del af Shifa Hospitalet«.

En af lægerne på hospitalet, Khaled Abu Samra, siger til CNN, at hospitalet fik et varsel på 30 minutter, inden soldaterne trængte ind.

Israelsk militær opfordrede natten til onsdag via X – det tidligere Twitter – »alle Hamas-terrorister på hospitalet til at overgive sig.«

Hospitalet har i flere døgn været omringet af israelerne, som i ugevis har hævdet, at Hamas skjuler et kommandocenter og forsvarstunneller under sygehuset.

Amerikanske efterretninger støtter israelernes påstand.

Hospitalet har i de seneste dage været uden strøm, så 36 for tidligt fødte børn må kæmpe for livet, fordi de ikke kan komme i en kuvøse. Kirurgerne har stort set opgivet at operere, idet alle livsvigtige systemer er nede. Respiratorerne er f.eks. også ude af drift, så patienter, der skal have hjælp til at trække vejret, må håndventileres af personalet. Om natten foregår alt i skæret fra lommelygter eller stearinlys.

Også køleanlægget i hospitalets lighus har mistet strømmen, og tirsdag blev mindst 179 patienter – herunder børn – begravet i en massegrav i hospitalsgården. De døde ifølge hospitalets direktør, Mohammad Abu Salmiyah, på intensivafdelingen.