Iran: Atomforsker dræbt i attentat
Den iranske atomforsker Mohsen Fakhrizadeh meldes dræbt i attentat. Han er tidligere benævnt som hjernen bag landets forsøg på at fremstille atomvåben.
Irans forsvarsministerium har meddelt, at atomforskeren Mohsen Fakhrizadeh er blevet dræbt i et attentat fredag.
Mohsen Fakhrizadeh er tidligere blevet benævnt som hjernen bag Irans forsøg på at fremstille atomvåben.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu omtalte for to år siden Fakhrizadeh i en tale om Irans atomambitioner.
»Husk det navn,« lød det fra Netanyahu, da han fremlagde dokumenter om atomprogrammet stjålet fra iranske arkiver.
Flere højtstående repræsentanter fra det iranske styre gav allerede fredag aften Israel skylden for angrebet. Hossein Dehghan, en rådgiver til styrets øverste leder ayatollah Khamenei, lovede med det samme hævn.
»Vi vil slå til som lyn mod morderne af denne undertrykte martyr, og vi vil få dem til at fortryde deres handling,« lyder det fra Dehghan på Twitter ifølge Times of Israel.
Irans udenrigsminister Javad Zarif har benævnt angrebet som en »terrorhandling.« Han udtaler i samme ombæring ligeledes, at der er »vægtige indikationer af,« at Israel har spillet en rolle i attentatet.
Zarif skriver, at handlingen viser, at gerningsmændene forsøger at udløse deciderede krigshandlinger.
»Iran vil have de internationale kræfter - og især EU - til at sætte en stopper for deres egne skamfulde dobbeltmoral og fordømme denne statsterrorisme,« skriver Zarif desuden på Twitter.
Fredag aften havde både israelsk militær og Netanyahus administration afvist at kommentere sagen.
Da en anden iransk atomforsker blev dræbt i et attentat i 2012, blev Israel ligeledes beskyldt for at stå bag. Heller ikke dette dødsfald har landet dog påtaget sig ansvaret for.
Attentatet fandt sted nær byen Absard 70 kilometer vest for hovedstaden Teheran. Ifølge foreløbige beskrivelser og øjenvidneberetninger lød der først en eksplosion, inden fire personer efterfølgende åbnede ild mod den bil, Fakhrizadeh befandt sig i. Atomforskeren blev bragt til et hospital og uden held forsøgt genoplivet.
Fakhrizadeh havde både titel af general i Irans revolutionsgarde og professor i fysik ved gardens eget universitet, Iman Hussein Universitetet.
Ifølge The Guardian fandtes der ingen offentliggjorte fotografier af Fakhrizadeh før 2018, og han er aldrig blevet interviewet af Det Internationale Atomagentur under FN trods sin fremtrædende rolle.
I Barack Obamas tid som USA’s præsident indgik Iran en aftale om begrænsninger på landets atomprogram mod lettelse af sanktioner. Den aftale har Donald Trump dog siden trukket USA ud af, og siden har Iran overskredet flere grænser for mængden af opsamlet beriget uran og antal centrifuger. Joe Biden har udtalt, at han vil genaktivere aftalen - dog med justeringer.