Flere meldes dræbt og såret af politi i Irak
Over 330 mennesker er blevet dræbt siden massedemonstrationer mod regeringen begyndte først i oktober.
Sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt mindst syv demonstranter i Irak og såret over 70 andre i den sydlige del af landet, som i mange uger har været rystet af uroligheder og protestaktioner.
Fem blev dræbt lørdag i forskellige sydlige byer og yderligere to blev dræbt søndag i den vigtige havneby Umm Qasr nær Basra, oplyser politi og hospitalskilder.
Læger siger, at de dræbte var blevet skudt med rigtig ammunition. Flere sårede er i kritisk tilstand.
Umm Qasr er en af Iraks vigtigste havne for almindelig import, og den har afgørende betydning for fødevareforsyningerne til landet, som i stor udstrækning er afhængigt af importeret mad.
Over 330 mennesker er blevet dræbt siden massedemonstrationer mod regeringen begyndte i Bagdad og andre byer i begyndelsen af oktober. Der er tale om de mest omfattende demonstrationer siden Saddam Hussein blev fjernet fra magten i 2003.
Især unge irakere har været på gaden i hovedstaden Bagdad og det sydlige Irak for at protestere over korruption og og dårlig adgang til basale ydelser som vand og el.
Demonstranterne ønsker at få fjernet en hel politisk klasse, som de anklager for at være korrupt, og som de mener tjener udenlandske interesser.
Mange almindelige irakere protesterer mod fattigdom, arbejdsløshed og stadigt mere forringede levevilkår, hvor der hverken er muligheder for få arbejde eller uddannelse.
Urolighederne er opstået efter en relativt rolig periode efter nedkæmpelsen af Islamisk Stat i 2017.
Sundhedsmyndighederne i Nassiriya evakuerede søndag børn fra at hospital, efter at regeringskontorer i området var stukket i brand. Andre steder i det sydlige Iran fortsatte hundredvis af demonstranter med at brænde bildæk og oprette vejrspærringer, så offentligt ansatte ikke kunne nå frem til deres kontorer.
USA har sagt, at der er brug for et valg i Irak. og at volden bør indstilles.
Iraks regering har under voldsomt pres lovet omfattende reformer i et forsøg på at dulme vreden i befolkningen./ritzau/AFP
/ritzau/