Flere bomber har ramt irakisk olieby
Flere er dræbt og såret i tilsyneladende koordinerede bombeangreb mod Kirkuk i det nordlige Irak.
Mindst fem mennesker er dræbt og 18 såret, efter at seks bomber er eksploderet i oliebyen Kirkuk i det nordlige Irak torsdag.
Det oplyser lægekilder på byens hospital.
Iraks militær skriver i en meddelelse, at antallet af dræbte er tre, mens 16 er såret.
Ifølge det kurdiske netmedie Rudaw er det blandt andet bilbomber, der har ramt byen.
Bomberne eksploderede nær guvernørens kontor i Kirkuk-provinsen, skriver Rudaw.
Andre lokale irakiske medier skriver ifølge Reuters, at to indkøbscentre, en isbutik og en slagter er blandt de ramte butikker.
Militæret har fundet yderligere to bomber, der er blevet uskadeliggjort.
De tilsyneladende koordinerede angreb kommer efter en relativt rolig periode i Kirkuk.
Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for torsdagens bombeangreb. Men Islamisk Stat har en tilstedeværelse i regionen og har tidligere stået bag flere angreb, der har til formål at undergrave regeringen i Bagdad.
Islamisk Stats krigere befinder sig i en bjergkæde nordøst for Kirkuk, skriver Reuters.
/ritzau/Reuters