Mellemøsten

Statsmedie: Syrisk forsvar har afværget israelske luftangreb

Israelske kampfly angreb kort efter midnat militære mål i Golanhøjderne, oplyser syrisk nyhedsbureau.

Det syriske luftforsvar har natten til torsdag afværget israelske luftangreb mod militære positioner i Quneitra-provinsen.

Det oplyser det syriske nyhedsbureau Sana ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Israelske kampfly angreb et område ved byen Hader, der ligger ved frontlinjen i de israelskkontrollerede Golanhøjder.

Angrebet forårsagede kun materielle skader, oplyser det syriske militær.

Det israelske militær har endnu ikke kommenteret det formodede angreb.

Israel skød onsdag en syrisk drone ned, da den fløj ind over Golanhøjderne.

Det oplyser det israelske militær ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er endnu uvist, hvorfor dronen var fløjet ind over det israelskkontrollerede område, siger talsmand for det israelske militær Jonathan Conricus.

I Israel vokser bekymringerne over ærkefjenden Irans voksende tilstedeværelse i Syrien.

Det israelske militær har angrebet adskillige iranske positioner i Syrien den seneste tid.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, forsikrede onsdag Ruslands præsident, Vladimir Putin, om, at Israel ikke vil forsøge at vælte Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Han understregede dog, at Putin bør opfordre Iran til at trække sine styrker ud af Syrien, oplyser en talsmand for Netanyahu.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her