Mellemøsten

Syrisk tv: Eksperter ankommer for at undersøge kemisk angreb

Eksperter i kemiske våben er ankommet til syrisk by for at undersøge anklager om et kemisk angreb.

Eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) er ankommet til den syriske forstadsby Douma for at undersøge anklager om et kemisk angreb. Det oplyser syrisk stats-tv.

Byen ligger i udkanten af den syriske hovedstad, Damaskus, og blev angrebet lørdag den 7 april. Det er endnu ikke bekræftet fra andre parter, at OPCW er kommet ind i byen.

Oprindeligt var det eksperternes plan, at de skulle ind i byen søndag for at undersøge anklager om brug af kemiske våben. Men det blev udskudt.

I stedet blev et krisemøde i OPCW's kontorer i Haag til en diskussion mellem russiske og britiske repræsentanter om, hvorfor eksperterne ikke kunne komme ind i byen.

Tidligere tirsdag sagde den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, at det var "meget sandsynligt", at eksperterne vil komme for sent, og at eventuelle beviser på et angreb være væk.

Frankrig: Beviser for kemisk angreb er sandsynligvis væk

Det er det syriske regime selv, der har inviteret eksperterne fra OPCW til byen. Eksperterne har mandat til at finde ud af, om der har været brugt kemiske våben der, men ikke hvem der har brugt eventuelle kemiske våben.

Frankrig, Storbritannien og USA, har erklæret, at de har efterretninger, der tydeligt peger på, at det er det syriske regime, der har brugt kemiske våben under angrebet 7. april.

Det fik landene til i en fælles militæraktion at angribe udvalgte mål i Syrien natten til lørdag.

OPCW's formål er at implementere traktaten om våbenkontrol, der forbyder produktion, oplagring og anvendelse af kemiske våben, der trådte i kraft i 1997.

Siden 2014 har organisationen haft et hold af eksperter i Syrien.

Organisationen blev i 2013 belønnet med Nobels fredspris for sit arbejde. Året efter forsøgte organisationen at få fjernet det syriske regimes kemiske våbenlagre.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her