Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Mange af USA’s jøder glæder sig: »Præsident Trump. Du lovede. Du leverede.«

Trumps Jerusalem-melding splitter USA's jøder, men støtterne taler højest.

SAN FRANCISCO

Præsident Donald Trump har en vane med at dele vandene, og reaktionerne fra USA’s jøder efter meldingen om, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, er ingen undtagelse.

Men Trump kan glæde sig over ros og opbakning fra nogle af de største, jødiske grupper.

Koalitionen af Republikanske Jøder (RJC) indrykker torsdag en helsidesannonce i New York Times med titlen: »Præsident Trump. Du lovede. Du leverede.«

»Historien vil ære dig som en af Israels største venner,« fortsætter den.

Annoncen viser et stort billede at Trump fra hans besøg i Jerusalem for nogle måneder siden, hvor han har en sort kalot på hovedet og holder en hånd på grædemuren.

Den magtfulde jødiske lobbygruppe, Aipac, har også lovprist udmeldingen.

»Aipac har altid støttet USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels udelte hovedstad, og vi priser præsident Trumps betydningsfulde melding og beslutning om at flytte USA’s ambassade hertil,« siger gruppen i en udtalelse.

Aipac understreger ligesom præsidenten, at anerkendelsen af Jerusalem som hovedstad ikke afgør udfaldet af den israelsk-palæstinensiske fredsproces og herunder mulighederne for en tostatsløsning og palæstinensernes krav om Østjerusalem.

»Snarere anerkender denne melding, at Jerusalem som en del af en endelig aftale vil fortsætte med at være Israels hovedstad.«

Den liberale pro-israelske støttegruppe, J Street, har til gengæld kaldt det et »uhjælpsomt« skridt uden nogen øjensynlige fordele, kun »risici« i forhold til at nå en fredsløsning.

»At gå op imod årtiers partiuafhængig politik gør intet for at sikre fremskridt, men kan alvorligt underminere den proces, som regeringen har sat i gang for at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det truer samtidig Israels sikkerhed og støder arabiske regionale partnere fra os,« advarer gruppen.