Rusland vil udvikle nye atomvåben
Selvom Putin vil investere i nye atomvåben, så afviser han, at Rusland vil deltage i et våbenkapløb.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har bedt sin regering om at udarbejde en forsvarsstrategi, der skal træde i kræft i 2016 og løbe frem til 2025. En del af forsvarsplanen kommer til at indeholde en udbygning af Ruslands atomvåbenarsenal. Det skriver USA Today.
Alligevel afviser han overfor sin regering, at der er tale om et nye våbenkapløb.
"Der er nogen, der virkelige gerne vil starte et nyt våbenkapløb. Vi skal selvfølgelig ikke deltage i dette ræs," sagde han tidligere i dag. Det skriver Russia Today.
Den 2. september meldte Rusland ud, at man ville revurdere den strategi, som allerede var udarbejdet. Det skete efter, at Nato havde meddelt, at man ville øge sin tilstedeværelse i Østeuropa. Det er heller ikke mange uger siden, at USA offentliggjorde, at man ville udbygge sit missilforsvar.
Og nu en uge efter har Putin så bedt om en ny forsvarsstrategi, som skal være klar til december. Han fastholder dog, at de foranstaltninger som Rusland foretager, udelukkende er for at sikre landets sikkerhed.
"Jeg har sagt mange gange, at vi ønsker at undgå ethvert hysteri fra omverdenen, når disse beslutninger bliver vedtaget. Igen vil jeg understrege, at alt, hvad vi gør, er modforanstaltninger," siger han.
Rusland har tidligere advaret mod, at Natos øgede tilstedeværelse i det østlige Europa vil medføre en kraftig reaktion fra Rusland, samt at tilstedeværelsen vil blive taget med i overvejelserne, når den nye forsvarsstrategi skal udarbejdes.
Konflikten i Østukraine har stået på siden januar, men fredag indgik repræsentanter fra den ukrainske regering og de prorussiske oprørsstyrker en aftale, som blandt andet indeholdt en midlertidig våbenhvile.
Rusland har hele tiden benægtet deres tilstedeværelse i Ukraine. Dette på trods af at omverdenen har efterhånden har mange beviser for det modsatte. Blandt andet satelitovervågningsbilleder. Det er blandt andet på baggrund af disse beviser, at Nato nu vil øge sin tilstedeværelse i Østeuropa.