Hollande indkalder til møde om at bekæmpe Islamisk Stat
Den franske præsident vil bruge internationalt møde til at samle lande mod Islamisk Stat.
Præsident François Hollande oplyser, at Frankrig den 15. september vil være vært for en international sikkerhedskonference om Irak.
Hollande har tidligere bebudet et møde i Paris for at drøfte, hvordan lande vil forholde sig til at bekæmpe de militante islamister i Islamisk Stat.
Islamisk Stat har fra Syrien erobret store dele af det nordlige og vestlige Irak inden for de seneste måneder og udråbt et kalifat.
Islamisterne har iværksat en jagt på kristne og andre religiøse og etniske minoriteter. Nogle kristne har fået valget mellem at konvertere til islam eller at dø.
Det har fået titusinder af kristne, yazidier og andre minoriteter i Nordirak til at flygte fra den frygtede milits.
Islamisk Stat har senest stået bag halshugningen af to amerikanske journalister i Syrien.
/ritzau/Reuters