Flere dræbt af voldsomt uvejr i Tyskland
Træer væltede, og en lufthavn blev lukket, da en storm mandag ramte et af Tysklands tættest befolkede områder.
Efter en weekend med høj sol og varmt vejr ramte en voldsom storm mandag aften den tyske delstat Nordrhein-Westfalen i den vestlige del af landet med flere dræbte til følge.
Ifølge nyhedsbureauet DPA er en 50-årig mandlig cyklist i Düsseldorf blevet dræbt, da et træ væltede ned over ham. Reuters beretter om fem dræbte i stormen, mens Bild kender til seks dræbte efter mandagens uvejr.
Delstaten, der er hjemstavn for storbyer som Köln, Dortmund og Düsseldorf, er tæt befolket og har et omfattende transportnetværk. Stormen mandag betød flere aflysninger af fly, tog og busser - bl.a. lukkede lufthavnen i Düsseldorf ifølge DPA i over en time, og alle fly måtte omdirigeres.
Værste uvejr siden 2007
Tirsdag morgen arbejder beredskabet i delstaten på at rydde alle veje for væltede træer og få fjernet nedfaldne elledninger efter stormen. Jernbaneselskabet Deutsche Bahn har meddelt, at passagererne stadig må forvente aflysninger på flere togstrækninger - bl.a. fordi banegården i Gelsenkirchen stadig står under vand.
Ifølge målinger fra lufthavnen i Düsseldorf nåede vindhastigheden op på 150 kilometer i timen, og Bild beretter, at stormen var det voldsomste uvejr, siden orkanen Kyrill ramte i januar 2007.
Der er stadig varsler om voldsomt vejr i det meste af Tyskland, hvor der specielt i midttyske Thüringen samt dele af Hessen og området omkring Berlin og bliver varslet stærke vindstød og skybrud. De fleste steder ventes der desuden temperaturer over 32 grader.
Også Frankrig har i de seneste par døgn været ramt af uvejr. Natten til mandag oplevede Paris torden, hagl og stærk vind. Ifølge RFI rykkede det franske beredskab i Val d'Oise-området nord for Paris ud 1.500 gange til oversvømmede kældre og nedfaldne tagsten.
Det ser dog ud til, at de dele af Tyskland, som ligger nordligst, slipper for det voldsomme vejr. Således ser det heller ikke ud til, at stormen kommer til at påvirke Danmark.