- Opdateret 17/04/2014 kl. 09:19
- Artiklen opdateres
Tre prorussiske separatister dræbt
Tre prorussiske separatister er dræbt under et skyderi i det østlige Ukraine.
Tre prorussiske separatister er natten til torsdag blevet dræbt under sammenstød i byen Mariupol, der ligger i det østlige Ukraine.
Det skriver Ukraines fungerende indenrigsminister, Arsen Avakov, på Facebook. De tre personer har mistet livet under et skyderi, lyder det.
- Ifølge de foreløbige oplysninger blev tre angribere dræbt, 13 såret og 63 anholdt, skriver indenrigsministeren på det sociale medie.
300 aktivister i angreb
De nærmere omstændigheder omkring skyderiet står endnu ikke klart, men det var angiveligt cirka 300 prorussiske aktivister, der med våben og benzinbomber angreb en ukrainsk militærbase i Mariupol.
I første omgang affyrede militæret advarselsskud, men de åbnede efterfølgende ild mod aktivisterne.
Sammenstødet er det blodigste, siden separatisternes besættelser i den østlige del af Ukraine.
CNN: Sammenstød er stadig i gang
Det sker kort tid inden et krisemøde mellem EU, Ukraine, Rusland og USA torsdag, hvor parterne skal forsøge at finde en diplomatisk løsning på krisen i Ukraine.
Prorussiske aktivister greb i weekenden til våben og indtog flere offentlige bygninger - blandt andet i byerne Mariupol og Slavjansk. Separatisterne har overtaget bygninger i mindst 10 byer i det østlige Ukraine.
Rusland mener, at angrebene er spontane protester fra russisktalende personer, der er vrede over Ukraines nye regering.
Ifølge CNN er sammenstødene stadig i gang torsdag morgen dansk tid.
/ritzau/