Pro-russere i Ukraine appellerer til Putin om hjælp
Endnu en politistation er stormet af pro-russiske aktivister i det østlige Ukraine.
En leder for de pro-russiske separatister i Slavjansk i det østlige Ukraine anmoder på vegne af "Folkerepublikken Donetsk" Rusland om at komme dem til hjælp.
Det sker i en direkte henvendelse til præsident Vladimir Putin, der bliver bedt om at forsvare pro-russerne mod de ukrainske regeringsstyrker.
Putin opfordres til at tage bestik af situationen og til at "hjælpe os så meget, som du kan".
Aktivister med køller og sten
Appellen kommer samtidig med, at pro-russiske aktivister angriber og indtager endnu en politistation i det østlige Ukraine. Denne gang er det i byen Gorlivka
Cirka 100 pro-russiske aktivister med køller og sten har smadret politistationens vinduer og bemægtiget sig politiets metalskjolde.
Ifølge nyhedsbureauet AFP's korrespondent på stedet gjorde politiet ikke modstand. Politifolke svor kort efter troskab over for en pro-russisk kommandant, der har taget kontrollen.
/ritzau/Reuters