Kvinde magtede ikke digitaliseringen og tog på selvmordsklinik

"Mennesker er blevet til robotter", mente Anne, som valgte at tage sit liv, fordi digitaliseringen havde ødelagt den verden, hun blev født i.

Artiklens øverste billede
Det var et rationelt valg, da Anne begik selvmord, mener formanden for en engelsk pro-aktiv dødshjælpsforening.

"Jeg svømmer mod strømmen, og det kan man ikke. Hvis man ikke kan følge med, må man stå af."

Sådan lød begrundelsen for, at den engelske kvinde Anne, den 6. april afsluttede sit liv på en selvmordsklinik i Schweiz. Det fortalte hun kort før sin død til den engelske avis Sunday Times.

Anne kunne ikke følge med verden, der havde ændret sig til ukendelighed i løbet af hendes 89 år lange liv.

Digitaliseringen havde slet og ret "gjort mennesker til robotter" og "fjernet menneskeligheden fra verden." Og en sådan verden så Anne ingen grund til at blive ved med at deltage i.

"Retten til rationelt selvmord"

Det var niecen Linda, der tilbød Anne hjælp til at besøge den schweiziske klinik Dignitas. Det er også hende, der af hensyn til familien har besluttet, at Anne kun skal kendes ved sit fornavn.

Den engelske presse har dækket sagen i stort omfang, og niecen har forsvaret sit valg i et brev til den engelske avis The Daily Mail.

Hun fortæller, at hun i begyndelsen bare foreslog klinikken for at provokere, men at tanten tog tilbuddet alvorligt. I dag fortryder Linda ikke, at hun hjalp med at opfylde tantens ønske.

Niecen fortryder ikke

"Hvad er en god død? Det er nok forskelligt fra person til person. Jeg sad lige ved siden af Anne og holdt hendes hånd, da hun tog giften. Hun havde sagt farvel, der var mennesker omkring hende, og hun faldt i søvn med det samme. Medmindre man dør imens man sover ved siden af sin elskede, kan jeg ikke komme i tanker om en bedre død," skriver hun i brevet til Daily Mail.

Selvmordsklinikken Dignitas er en af flere klinikker i Schweiz, der tilbyder et assisteret selvmord. Der findes dog visse kriterier for, at man kan benytte klinikken, for eksempel at man skal lide af sygdom og have flere samtaler med en psykolog inden selve selvmordet.

Anne var ikke dødeligt syg, men havde i længere tid lidt under dårligt helbred; blandt andet havde hun problemer med sit hjerte.

Et rationelt valg

Hun brugte den engelske interesseorganisation Society for Old Age Rational Suicide (SOARS) til at hjælpe hende med de praktiske forberedelser til rejsen.

Organisationen er en ivrig fortaler for aktiv dødshjælp og ledes af en kontroversiel tidligere engelsk læge, Michael Irwin, der netop blev frataget sin lægetitel, fordi han blev opdaget i at hjælpe ældre med at begå selvmord.

"Hvis man er mentalt kompetent, kan man godt selv beslutte, om man vil afslutte sit liv, efter man har kigget rundt og besluttet, at man ikke kan lide, hvad man ser," har han kommenteret til Daily Mail efter Annes selvmord.

Danskere på selvmordsklinik

I Danmark findes en lignende forening, der hjælper danskere i nød med at tage til en selvmordsklinik i udlandet. Indtil videre har foreningen hjulpet fire danskere af sted.

Og det er netop til klinikken Dignitas, som Landsforeniongen En Værdig Død benytter til de assisterede selvmord.

Men for formand Flemming Schollaart vækker sagen om britiske Anne ingen sympati.

"Den eneste legitime grund til at få et assisteret selvmord er, at man lider af en uhelbredelig sygdom. Jeg tager rigtig mange samtaler med folk, der henvender sig til mig, og jeg kan garantere, at livstræthed eller lignende årsager ikke vil give en billet til Dignitas," siger han til Jyllands-Posten. 

Anne valgte at forsvinde fra en verden, hun ikke kunne acceptere. For hende var et assisteret selvmord løsningen, og det var det hun ønskede.

Skal assisteret selvmord være en løsning for mennesker, der ikke er uhelbredeligt syge?

Hvad mener du? Deltag i debatten i kommentarfeltet

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen