Kommunalvalg gav kæberyster til regeringen

Under anden runde af søndagens kommunalvalg i Frankrig bekræftede franskmændene mistilliden til deres regering.

Artiklens øverste billede

PARIS

»Ja, vi er utilfredse!«

Beskeden blev nærmest skrevet med neonbogstaver over hele Frankrig søndag. Vælgerne straffede nemlig atter de socialistiske kandidater ved anden runde af kommunalvalget.

Mens det yderligtgående højrefløjsparti Front National ved redaktionens slutning havde vundet i alt otte byer – indtil for en uge siden havde de ingen – stod det konservative UMP-parti til at vinde en lang række socialistiske byer.

Medierne forudsagde før valget, at op mod 100 byer kunne vippe fra venstre mod højre. I aftes strømmede det ind med navne, som bekræftede den tendens.

Rekordlav valgdeltagelse

Desuden valgte et rekordlavt antal at stemme. De første prognoser meldte om blot 62 pct. Så få deltagere har der endnu ikke været under en anden runde i fransk kommunalvalg i det seneste halve århundrede.

Dermed lykkedes det ikke socialisterne at få flere til urnerne end i første runde, som ellers var den forrige rekord for lav vælgerdeltagelse, især blandt venstrefløjens vælgere.

Håbet var, at de dårlige resultater ville få flere til urnerne. Men midt på ugen fik Frankrigs præsident, Francois Hollande, og hans hold sig en ubehagelig overraskelse; her kom nemlig nye tal for arbejdsløsheden.

Præsidenten har nærmest lagt hovedet på blokken med sit løfte om at knække kurven på arbejdsløsheden, men tallene for februar viser, at der er kommet 0,9 pct. flere på listen over jobsøgere.

I alt er der kommet flere end 420.000 nye arbejdsløse, siden Francois Hollande blev valgt til præsident i maj 2012.

Føler sig hjemløse

Ifølge politologen Dominique Reynié er der flere årsager til Front Nationals fremgang. Til en start er der økonomien, forklarer han til avisen Le Monde.

Samtidigt hører franskmændene til blandt de mest pessimistiske i Europa:

»Mellem en tredjedel og en fjerdedel af det franske samfund føler sig forladt af de offentlige myndigheder. Folk leder efter en løsning, og de finder den ikke blandt de traditionelle partier. Så kan de enten trække sig tilbage eller stemme Front National.«

Dermed er stemmen på Front National ikke længere en måde at protestere på, men et aktivt tilvalg, forklarer politologen:

»Og det er nyt. Front National rider på den samme bølge som andre populistiske partier i Europa, nemlig den aldrende befolkning, krisen i velfærdsstaten og indvandringen.«

Regeringsrokade

De dårlige tal vil efter al sandsynlighed få Francois Hollande til at gennemføre en regeringsrokade for at ryste kortene og sætte sit hold til anden halvdel af sit præsidentmandat. Forventningen er, at han vil reducere antallet af ministre.

I farezonen er især hans premierminister, den socialdemokratiske Jean-Marc Ayrault, som med sin tørre og saglige tilgang har svært ved at brænde igennem med sine budskaber over for franskmændene.

På spring for at overtage hans plads står flere kandidater, men rygterne peger især på indenrigsminister Manuel Valls, som med sin medievenlige og hårde kurs over for indvandring og sikkerhedsspørgsmål har formået at placere sig solidt i toppen af meningsmålingerne.

Valls ligger dog også så langt til højre i partiet, at en forfremmelse risikerer at få regeringspartneren De Grønne til at melde pas.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen