Russisk minister bagatelliserer Vestens sanktioner

- Vi har gennemlevet hårdere tider, siger den russiske udenrigsminister om Vestens sanktioner mod Rusland.

Artiklens øverste billede
Den russiske bjørn er ikke synderligt ramt af Vestens straffeaktioner.

De vestlige nationers sanktioner mod Rusland har været forstyrrende, men ikke smertefulde, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, inden han senere søndag mødes med sin amerikanske kollega, John Kerry.

USA og EU-landene har af to omgange indført sanktioner mod Rusland, herunder indefrysninger af aktiver for flere af præsident Vladimir Putins nærmeste.

Vesten ønsker at straffe Moskva for at have annekteret den Ukrainske Krim-halvø.

- Jeg vil ikke sige, at sanktionerne er latterlige, og at vi ikke kunne være mere ligeglade. Disse er ikke behagelige ting, siger Lavrov til russisk tv.

Blev nægtet møder

- Vi finder ingen glæde ved sanktionerne, men der er ingen smertefulde følelser. Vi har gennemlevet hårdere tider, siger han ifølge Reuters.

Udenrigsministeren fortæller samtidig, at Vesten har indført uofficielle sanktioner ved at opfordre diplomater i Moskva til at boykotte møder med russiske embedsmænd og lovgivere, der figurerer på sanktionslisten.

Han siger også, at russiske diplomater udstationeret i Europas hovedstæder er blevet nægtet møder med medarbejdere fra EU's udenrigsministerier.

- Diplomati er kunsten at tale og indgå aftaler, siger Lavrov.

Vigtige sektorer ramt

Både EU og USA har varslet tunge økonomiske sanktioner, som vil ramme flere vigtige sektorer i Rusland, hvis Putin optrapper konflikten i Ukraine.

John Kerry mødes senere søndag i den franske hovedstad, Paris, med Sergej Lavrov.

De to ministre skal netop drøfte krisen i Ukraine.

Mødet kommer efter, at Putin fredag ringede til USA's præsident, Barack Obama, for at drøfte krisen.

Det var angiveligt den første direkte kontakt mellem de to præsidenter, siden Washington og Obamas europæiske allierede rettede sanktionerne mod Rusland.

/ritzau/Reuters

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen