Politiet i Geneve går i bødestrejke

Politiet i Geneve tager utraditionelt våben i brug i kampen mod lønreform. Det er slut med at udskrive bøder.

Artiklens øverste billede
RTS siger, at politiet tidligere har gennemført sådan en bødestrejke. Det var i 2012, og dengang varede den i to uger.

Bilister med hang til at give den lidt for meget gas i Geneve i Schweiz kan i den næste tid gøre det uden at få en kedelig og bekostelig hilsen fra ordensmagten.

Folk, der vil smide papir og andet på gader og stræder, behøver ikke at frygte et økonomisk efterspil fra myndighederne.

For politiet, som skal holde øje med lovbrydere, meddeler, at det er slut med at uddele bøder.

Tv-stationen RTS rapporterer, at politiforbundet UPCP er gået i det, der kaldes "bødestrejke" i Geneve for at protestere mod en lønreform, som er på vej for offentligt ansatte.

Ikke småpenge

Ifølge fagforbundet er det ikke småpenge, reformen kan koste de offentligt ansatte.

UPCP siger, at reformen kan betyde en årlig lønnedgang for eksempelvis en fængselsbetjent, der også er med i forbundet, på 7000 schweiziske franc. Det er over 42.000 kroner.

- Strejken følges 100 procent, siger Christian Antonietti, formand for UPCP.

RTS siger, at politiet tidligere har gennemført sådan en bødestrejke. Det var i 2012, og dengang varede den i to uger.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen