Lidegaard: Adskil missilforsvar og konflikt med Rusland

Udenrigsministeren advarer mod at følge Putins ønske om at koble Natos missilforsvar med krisen i Ukraine.

Artiklens øverste billede
Udenrigsminister Martin-Lidegaard (R).

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kommenterer tirsdag debatten om eventuelt at gøre danske fregatter klar til at deltage i Natos missilforsvar med en advarsel om at blande debatten om missilforsvar sammen med den aktuelle konflikt omkring Ukraine.

- Missilskjoldet har jo intet med Rusland at gøre.

- Det er et forsøg på at lave et værn for missiler især fra Mellemøsten og Centralasien. Så det har ikke umiddelbart - som jeg ser det - nogen relation til den nuværende konflikt med Rusland, siger Lidegaard i forbindelse med et møde blandt EU's europaministre i Bruxelles.

I Putins interesse

Men udenrigsministeren er ikke i tvivl om, at den russiske præsident, Vladimir Putin, gerne vil lave en kobling med det missilforsvar, som Nato forgæves har forsøgt at få Rusland til at samarbejde om.

Kreml har flere gange udtrykt frygt for, at missilforsvaret er rettet mod Rusland.

- Det er klart; det vil Putin gerne gøre det til. Det kan man også høre i talen i dag. Det tror jeg, vi skal passe meget på med, siger Martin Lidegaard med henvisning til den tale om Krim, som præsidenten tirsdag holdt i det russiske parlament.

- Vi skal prøve at holde tingene adskilt, hvad angår missilskjold og den aktuelle konflikt, siger udenrigsministeren.

Intet med missilforsvar at gøre

En kilde i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles betoner også over for Ritzau, at de seneste ugers mange ekstramøder i Nato, hvor Ruslands nærmeste naboer har bedt om støtte fra sine allierede, på ingen måde har handlet om missilforsvaret.

- De anmodninger, der er kommet fra de baltiske lande og de foreløbige tilsagn om støtte fra USA, Storbritannien og andre har intet med missilforsvaret at gøre, siger kilden.

USA har med kort varsel sendt seks fly til at støtte Natos allerede eksisterende patruljering over de baltiske lande. Også briterne har lovet et bidrag.

Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet siger da også til dr.dk, at det slet ikke ville give mening at bruge Natos missilforsvar mod Rusland.

- Russerne har jo alt for mange missiler. Missilforsvaret er rettet mod såkaldte slyngelstater som Iran, der kan nå Europa med et enkelt missil. Hvis russerne fyrer hele deres arsenal af, kan vi slet ikke bruge det til noget som helst, siger han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen