- Opdateret 18/03/2014 kl. 14:27
Helle Thorning-Schmidt: Putins meldinger er bekymrende
På et fælles pressemøde tirsdag udtrykker Tyrkiets præsident Gül og Thorning bekymring over Putins meldinger.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Tyrkiets præsident Abdullah Gül erklærer sig uenig med Ruslands præsident Vladimir Putins vurdering af folkeafstemningen på Krim.
Ifølge Putin forløb søndagens folkeafstemning på Krim i overensstemmelse med alle demokratiske principper og international lov. Men det afviser Helle Thorning-Schmidt:
- Der er ingen tvivl om, at det ikke er i overensstemmelse med international lov og heller ikke med ukrainsk lov.
- Jeg vil gerne invitere Rusland tilbage til forhandlingsbordet. Løsningen på denne krise skal findes gennem forhandlinger, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt om Ruslands accept af folkeafstemningen på Krim.
Ingen troværdige signaler
Hun erkender dog samtidig, at der ikke umiddelbart er optræk til en forhandlingsløsning på Krim-krisen.
- Vi har endnu ikke set troværdige signaler fra Rusland om, at de er villige til at forhandle. De seneste udtalelser fra Putin om, at Rusland er klar til at indlemme Krim, er selvfølgelig med til at gøre vores bekymring større, siger Thorning.
Hun understreger dog, at EU har sendt meget klare signaler til Rusland og vil fortsætte med at lægge pres på præsident Putin.
Statsministeren mødtes tirsdag med Tyrkiets præsident, Abdullah Gül og på det efterfølgende pressemøde i Statsministeriet udtrykker også Gül bekymring over Putins beslutning om en accept af folkeafstemningen på sortehavshalvøen.
Respekt for international lov
En folkeafstemning som skal danne baggrund for indlemmelse i den russiske føderation.
Den tyrkiske præsident opfordrer til, at konflikten ikke optrappes:
- Vi har igen understreget behovet for at respektere Ukraines territoriale integritet.
- Det er vigtigt at forblive rolige og respektere international lov. At skabe en ny kold krig vil ikke være til gavn for nogen, siger Abdullah Gül.
/ritzau/