Obama og Putin i timelang samtale
USA’s præsident skitserede flere muligheder for at finde en diplomatisk løsning i samtale med Putin.
Los Angeles
Indtil videre har Vestens trusler prellet af på præsident Vladimir Putin, som relativt problemfrit har erobret kontrollen over Krim-halvøen, som Rusland af historiske og strategiske årsager føler sig så stærkt knyttet til.
Sent i aftes gav Putin og USA-præsident Barack Obama så diplomatiet endnu en chance, da parterne talte i telefon om den tilspidsede situation i Ukraine.
Telefonsamtalen mellem Washington og Moskva er angiveligt den første kontakt mellem præsidenterne, siden russiske soldater begyndte at omringe ukrainske militærfaciliteter på Krim.
Statslederne talte dog også med hinanden for seks dage siden.
Klar besked
Ikke alle detaljer om telefonsamtaler er sluppet ud, men Det Hvide Hus oplyser selv i en udtalelse, at Obama klart fik tilkendegivet, ” at Ruslands ageren på Krim-halvøen er i strid med Ukraines suverænitet og territoriale integritet.”
Obama gjorde det ligeledes klart, at disse handlinger har fået USA – og dets europæiske partnere - til at foretage en række modtræk.
Tiltagene omfatter blandt andet visa-restriktioner mod udvalgte russere, samt at amerikanske kampfly vil blive sendt af sted til allierede nærmere specifikt Polen og Litauen.
Diplomatiske løsningsforslag
USA’s præsident gentog ligeledes sit budskab fra en presseseance tidligere på aftenen om, at den varslede folkestemning om Krims tilhørsforhold er i strid med internationale regler.
Ved den lejlighed sagde han, at ”vi er langt ud over de dage, hvor grænserne kunne tegnes hen over hovederne på demokratiske ledere.”
I telefonsamtalen i aftes skitserede Obama imidlertid også flere muligheder for at finde en diplomatisk løsning på krisen.
Internationale observatører
En af idéerne går ud på at indsætte internationale observatører, som skal holde øje med, at både ukrainerne og etniske russere nyder beskyttelse undervejs i tvisten.
Samtaler mellem Rusland og Ukraine kan samtidig iværksættes, og den del af projektet vil især blive nemmere, hvis de russiske styrker trækker sig tilbage til deres baser, forklarede Obama.
”Præsident Obama indikerede, at der er en mulighed for at løse situationen på en diplomatisk vis, der adresserer både Ruslands, det ukrainske folks og det internationale samfunds interesser,” oplyser Det Hvide Hus.
Enkeltstående forhold
Der er til gengæld endnu ikke sluppet mange oplysninger ud om, hvad Vladimir Putin sagde til sin præsidentkollega.
Nyhedsbureauet AFP skriver dog, at Putin ifølge en meddelelse fra Kreml betonede vigtigheden af det gode forhold mellem Rusland og USA.
”Dette forhold bør ikke blive ofret på grund af uenighed og enkeltstående - omend ekstremt væsentlige - internationale forhold,” hedder det i meddelelsen.