- Opdateret 27/02/2014 kl. 09:14
Ruslands flag hejst over ukrainsk parlament på Krim-halvøen
Ukraines sikkerhedsstyrker og politi i alarmberedskab efter bevæbnede mænds flag-aktion på Krim-halvøen.
Den lurende konflikt mellem Rusland og Ukraine blev torsdag morgen optrappet, da bevæbnede mænd indtog lokalregeringens parlamentsbygning og flere regeringsbygninger på Krim-halvøen.
De indtrængende mænd har på symbolsk vis hejst det russiske flag over de besatte bygninger, fremgår det af en række fotos, som flere kilder har offentliggjort på Twitter.
Blandt andet har protestbevægelsen EuroMaidans pr-afdeling udsendt et foto, der viser Ruslands flag over lokalregeringens parlamentsbygning i byen Simferopol.
Russisk militær i Ukraine?
Også over ministerrådets bygning i Simferopol vajede det russiske flag torsdag morgen, fremgår det af et foto fra EuroMaidan på Twitter.
Et tredje foto offentliggjort af EuroMaidan på Facebook viser tilsyneladende russiske militærkøretøjer i en lang kolonne i nærheden af Simferopol - altså på ukrainsk territorium. Ægthed af fotoet er dog ikke verificeret af andre kilder.
Indenrigsminister slår alarm
Ukraines sikkerhedsstyrker og politi er sat i alarmberedskab efter torsdagens erobring af regeringsbygningerne i Simferopol, oplyser Ukraines fungerende indenrigsminister Arsen Avakov på Facebook.
"Der er taget forholdsregler for at imødegå ekstremistiske handlinger og for at undgå, at situationen udvikler sig til væbnede sammenstød i byens midte", siger Arsen Avakov på Facebook, skriver nyhedsbureauet AP.
Store politistyrker har blandt andet afspærret området i Simferopol, hvor de besatte bygninger ligger, fremgår det af nyhedsbureauet AP.
Ingen kender mændene
Det står stadig uklart, hvem de indtrængende, bevæbnede mænd er. De har ikke givet sig til kende og har heller ikke fremsat krav eller erklæringer.
Ifølge flere kilder på de sociale medier er der forhandlinger i gang lige nu med de indtrængende mænd, men det er ikke bekræftet af troværdige kilder.
Den russiske Sortehavsflåde har base i Sevastopol på Krim-halvøen. Der har været spekulationer om, at den forhenværende præsident for Ukraine, Viktor Janukovitj, befinder sig på halvøen. Han flygtede under stor dramatik fra hovedstaden Kijev fredag.
Politiske omvæltninger
Formanden for parlamentet på Krim, Vladimir Konstantivov, sagde onsdag, at regionen ikke gør sig nogen overvejelser om en eventuel løsrivelse fra det øvrige Ukraine, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass.
Udtalelsen kom efter den seneste tids store politiske omvæltninger, som kulminerede med præsidentens flugt fra paladset.
Inden var snesevis af personer blevet dræbt i sammenstød mellem antiregerings-demonstranter og sikkerhedsstyrker i hovedstaden Kijev.
Janukovitj er væk
Oppositionen og den midlertidige præsident, Oleksander Turtjinov, ønsker, at Ukraine skal nærme sig EU og dermed fjerne sig fra Rusland.
Men ikke alle i Ukraine mener, at landet skal vende ryggen til russerne. Tusindvis af mennesker demonstrerede søndag i havnebyen Sevastapol på netop Krim-halvøen.
"Moder Rusland reddede os", stod der på flere plakater.
Janukovitj i Moskva?
Det vides ikke, hvor Janukovitj befinder sig. Ifølge landets rigsadvokat befinder han sig fortsat i Ukraine, mens det russiske nyhedsbureau RBC onsdag skrev, at Janukovitj bor på et luksushotel uden for Moskva, hvortil han angiveligt ankom tirsdag aften.
Tirsdag besluttede det ukrainske parlament at gå efter at rejse sag mod Janukovitj ved Den Internationale Straffedomstol.
I en resolution fra parlamentet hed det, at Janukovitj og flere andre er skyldige i drab på flere end 100 ukrainere og andre statsborgere, og at 2000 andre er såret ved de voldsomme sammenstød, der har udspillet sig i landet den seneste tid.