Hiv-dødstal chokerer i Rusland
Hæmningsløst stofmisbrug og ringe seksualundervisning har skabt en epidemi.
En ny opgørelse over antallet af dødsfald i Rusland, der skyldes hiv-relaterede sygdomme, vækker voldsom opsigt.
Mere end 143.000 russere er døde af hiv-relaterede sygdomme, siden det nationale aids-researchcenter begyndte at opgøre data på området.
Alene i 2012 døde 20.000 russere af komplikationer fra hiv-sygdomme, oplyser chefen for researchcentret, Vadim Pokrovsky, til det statsejede nyhedsbureau Ria Novosti.
51.000 nye tilfælde i 2013
Ifølge nyhedsbureauet har Rusland været ramt af en decideret aids-epidemi siden Sovjetunionens fald.
Det skyldes angiveligt en kombination af et omfangsrigt stofmisbrug i landet og dårlig seksualundervisning.
I øjeblikket er 780.000 russere registreret som hiv-positive, og af disse blev 51.000 tilføjet til listen i 2013, oplyser Vadim Pokrovsky.
Sygdom deles med nålen
I år er antallet af hiv-bærere i Rusland steget med 7 pct., konkluderede en rapport fra landets forbrugerråd i sidste måned.
58 pct. af de nye tilfælde skyldes ifølge rapporten stofmisbrugere, der deles om nåle, mens 40 pct. kommer fra sex blandt heteroseksuelle.
Samtidig klandres de russiske myndigheder for at have forværret kampen mod hiv-smitten, idet de ifølge den nye rapport decideret har en "modvilje" mod at oplyse om det omfattende problem.