Fortsæt til indhold
Europa

Familie tog afsked med halshugget soldat

De pårørende til soldat, der blev dræbt på åben gade, gennemførte et følelsesladet pressemøde.

Den 25-årige Lee Rigby – blandt venner kaldet ”Riggers” – blev først påkørt og umiddelbart efter stukket ihjel i et grusomt terrordrab, der har rystet Storbritannien.

To dage efter det bestialske drab, som blev udført med knive og kødøkser i London-forstaden Woolwich, gennemførte ofrets pårørende en hjerteskærende tv-transmitteret presseseance, hvor de hyldede den unge soldat.

”Vi vil gerne sige ’Godnat Lee’. Hvil i fred vor faldne soldat. Vi elsker dig så højt, og ord kan ikke beskrive, hvor elsket og savnet du vil være,” lød det fra Lee Rigbys stedfar, Ian, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

Elsket familiefar

Han var flankeret af Lee Rigbys mor og hustru og tilføjede, at hans stedsøn ”elskede og tog sig af sin familie”, og at han var et ”familiemenneske, der passede på sin kone, sin unge søn Jack og sine søstre, som alle så op til ham.”

Ian Rigby læste også op fra den sidste SMS, som den 25-årige soldat sendte til sin mor.

”Godnat mor. Jeg håber, at du havde en fantastisk dag i dag, fordi du er den mest fantastiske – en ud af en million - mor, som alle kun kan ønske sig. Tak for at støtte mig alle disse år. Du er ikke kun min mor – du er min bedste ven.”

Forsøgte at kontakte ofret

Ian Rigby forklarede, at hans hjerte slog en ekstra gang, da han så tv-billeder fra gerningsstedet i Woolwich, fordi han vidste, at Lee befandt sig i området og var tilknyttet en militærkaserne i bydelen.

Han forsøgte derfor at kontakte ham og blev derfor endnu mere bekymret, da han ikke kunne komme igennem på telefonen.

Lee Rigbys hustru forklarede, at hendes mand adskillige gange havde vandret sikkert ned ad John Wilson Street, hvor han endte med at blive dræbt.

Udstationeret i Afghanistan

Hun troede, at han var i sikkerhed i Storbritannien efter at have været udstationeret i Helmand-provinsen i Afghanistan.

”Man forventer ikke, at det sker, når han er i Storbritannien. Man tror, at man er i sikkerhed her,” forklarede hun.

Politiet har anholdt den 28-årige Michael Adebolajo og den 22-årige Michael Adebowale, som begge blev skudt på gerningsstedet, da de forsøgte at angribe de ankomne politibetjente.

To kvinder løsladt

Der er tale om britiske statsborgere med nigerianske rødder, men angrebet var tilsyneladende hævn for krig i muslimske lande.

Gerningsmændene sværgede nemlig troskab til Allah og leverede politiske budskaber på mobiloptagelser fra gerningsstedet, som de i øvrigt ikke forsøgte at flygte fra.

To kvinder på 29 og 31 år blev anholdt torsdag under mistanke om at have været med til at planlægge drabet, men de blev løsladt igen tidligere på dagen uden sigtelser.

Til gengæld tilbageholder politiet fortsat en 29-årig mand udover de anholdte.