"Stemmeskandale" skyldes russisk mindreværd
Vreden over de manglende stemmer handler ikke nødvendigvis kun om grand prix, mener ekspert.
Det internationale melodi grand prix har frembragt både latter og tårer, og i mange lande er der stor prestige forbundet med at vinde en så stor international konkurrence.
Alligevel er det udsædvanligt, at udenrigsministrene fra Aserbajdsjan og Rusland efterfølgende har holdt et tv-transmitteret pressemøde med "stemmeskandalen" øverst på dagsordnen.
Det russiske engagement i sagen har dog ikke nødvendigvis kun med musik at gøre, mener ekspert.
"Et udtryk for mindreværd," siger Erik Kulavig, centerleder ved Center for Koldkrigsstudier, tidligere studieleder ved Center for Russiske og Østeuropæiske Studier på Syddansk Universitet.
Vil handle i fællesskab
Sagen begyndte at rulle, da Aserbajdsjan meldte ud, at de 10 point, landet havde givet til Rusland, aldrig er blevet tildelt og hentydede til stemmeforfalskning.
Under pressemødet med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, fremlagde Aserbajdsjans udenrigsminister, Elmar Mammadyarov, lister med stemmer fra landets mobilselskaber. Listerne viser, at Aserbajdsjan skulle have givet Rusland næstflest stemmer efter Ukraine. Sagen skal nu undersøges af begge lande.
"Når vi har fundet ud, hvad der sket, så vil vi handle i fællesskab," sagde Lavrov på pressemødet ifølge Ritzau.
Historisk udgangspunkt
Erik Kulavig mener ikke, at der er grund til at frygte den russiske vrede alt for meget.
"Det vil formentligt ikke udvikle sig til en diplomatisk krise," siger han og forklarer, at den russiske reaktion kan skyldes, at Rusland føler sig berettiget til en større portion respekt på grundet af landets fortid og størrelse, end man i øjeblikket får fra USA og Europa.
"Det kommer til udtryk i en række sager både politiske, økonomiske og nu også tilsyneladende kulturelle," siger han og fortsætter:
"Rusland føler, at der er blevet truffet nogle beslutninger over hovedet på landet."
Erik Kulavig peger på aktionerne i Syrien som en af årsagerne til, at Rusland føler sig trådt på.