Fortsæt til indhold
Europa

Ukraine havde ikke ret til at fængsle Timosjenko

Menneskerettighedsdomstolen giver Julia Timosjenko medhold i sagen om hendes fængsling.

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har netop afgjort, at fængslingen af den tidligere premierminister Julia Timosjenko var i strid med menneskerettighederne.

Der var ifølge domstolen ikke noget retligt grundlag for anholdelsen af Ukraines tidligere premierminister, som førte an under Den Orange Revolution i 2004.

Sagen mod Timosjenko anses af EU for at være politisk motiveret for at holde hende ude af politik.

Fængslet for magtmisbrug

Julia Timosjenko blev fængslet i syv år, da hun blev fundet skyldig i at have forhandlet en gasaftale på plads med Rusland, mens hun var ministerpræsident i 2009. Hun blev kendt skyldig i magtmisbrug, da hun angiveligt havde beordret statsselskabet Naftogaz til at skrive under på en gasaftale.

Under fængselsopholdet har Julia Timosjenko berettet om umenneskelige forhold og udtalt, at hun "frygtede for sit liv". Hun blev syg i fængslet og nægtede at lade sig undersøge af fængselslægerne, men ønskede i stedet en undersøgelse foretaget af sine egne læger, som blev nægtet.

Domstolen afviser Timosjenkos klager over mishandling og manglende adgang til lægehjælp i fængslet.