Britisk top-katolik fældet af sex-anklager
Anklager om "upassende optræden" i 1980'erne væltede i weekenden Storbritanniens ærkebiskop.
I næste måned skulle han have været med til at vælge den nye pave.
Men i dag er Keith O'Brien bare forhenværende ærkebiskop over St. Andrews og Edinburgh og ikke længere den højest placerede gejstlige i den katolske kirke i Storbritannien.
Den 74-årige kardinal meddelte i weekenden, at han fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning. Det sker efter at han er beskyldt for "upassende optræden" over for mandlige præster ved en række lejligheder i 1980'erne.
Kendt som homo-modstander
Paradoksalt nok er Keith O'Brien kendt for at fordømme homoseksualitet og for at tordne mod, at homoseksuelle får lov at gifte sig og adoptere børn. Nu beskyldes han for at have opført sig upassende over for andre mænd.
Klagerne er kommet fra tre præster og en forhenværende præst. De blev afleveret til pavens repræsentant i Storbritannien, nogle dage inden paven Benedikt kom med sin overraskende melding om at trække sig tilbage som 85-årig.
En af klagerne siger, at han som 20-årig præstestuderende efter en aftenbøn tilbage i 1980 blev antastet af O'Brien, som var hans spirituelle vejleder på St. Andrews' præsteskole Drygrange på daværende tidspunkt.
Den unge mand var efterfølgende for skræmt til at indrapportere episoden, lyder det.
"Upassende adfærd" ved aftenbønner
En anden af klagerne hævder, at han blev inviteret hjem til O'Brien og udsat for "uønsket opførsel" efter en sen aftendrink.
O'Brien er også anklaget for at have besøgt en mandlig præst, som han skulle have været nærgående over for, og en fjerde klager har fortalt, at aftenbønner blev benyttet af O'Brien som et påskud til at komme tæt på præsterne.
Keith O'Brien har pure afvist beskyldningerne, men hans afsked med kirken er endelig, og Vatikanet ventes snart at bekræfte, at pave Benedikt har godtaget hans afskedsansøgning, skriver BBC.
Vanskeligt pavevalg
Udviklingen er en katastrofe for den katolske kirke i Skotland - og ikke mindst for Keith O'Brien.
Ærkebiskoppen var tiltænkt en central rolle i konklaven - den valghandling, der fører til valget af den nye pave. Om få uger fylder han 75 år, og efter konklaven skulle han have trukket sig tilbage.
Men nu vil den britiske katolske kirke slet ikke blive repræsenteret i konklaven, som står over for et vanskeligt valg efter pave Benedikt XVI's uventede abdicering.