Frankrigs regering holder fast i homovielser
Den franske regering ændrer ikke mening, selv om Paris var centrum for stor demonstration mod homoægteskaber.
En kæmpe demonstration i weekenden mod ægteskab mellem homoseksuelle har ikke rokket den franske regering.
Den planlagte reformlovgivning, der skal tillade homoægteskaber, fremsættes som planlagt, siger regeringen.
Omkring en halv million mennesker var ellers søndag på gaderne i Paris for at kræve, at præsident François Hollande trækker reformforslaget tilbage og sætter en national debat om emnet i gang, inden definitionen på et ægteskab ændres.
Det var en af de største demonstrationer i den franske hovedstad i årtier.
Mangler national debat
Mange af demonstranterne på den kolde vinterdag sagde, at det, der fik dem på gaderne, specielt var, at regeringen presser på med reformerne, herunder adoptionsrettigheder for homoseksuelle.
Men regeringen har ikke taget højde for behovet for en national debat om emnet, lød kritikken.
Najat Vallaud-Belkacem er regeringens minister for kvindeanliggender og fungerer også som talskvinde. Hun siger, at demonstrationen ikke har ændret noget.
Planen er stadig, at reformforslaget skal fremsættes i parlamentet senere i denne måned.
Går alt så efter slagplanen, kan reformerne være vedtaget inden juni.
- Regeringen er fast besluttet på at gennemføre denne reform. Dette historiske fremskridt er ikke en sejr for én lejr over en anden, men fremskridt for hele samfundet, siger hun til radiostationen Europe 1.
- Vi har noteret os demonstrationen, men det her drøftes i parlamentet og ikke på gaden, tilføjer hun.
Ritzau