Forlis i Nordsøen kostede 11 menneskeliv
Kystvagten har opgivet at finde flere overlevende efter skibskollisionen i Nordsøen.
Hollandske redningsarbejdere har torsdag indstillet eftersøgningen efter savnede søfolk fra katastrofen, hvor biltransportskibet Baltic Ace kolliderede med containerskibet Corvus J omkring 100 kilometer sydvest for Rotterdam.
- Vi har indstillet arbejdet nu, og vi genoptager det ikke i morgen, siger Peter Westenberg, der er talsmand for den hollandske kystvagt.
Chancen for at finde overlevende i det iskolde vand regnes for lig med nul, siger kystvagten. 11 mennesker er omkommet.
13 bjærget i live
Baltic Ace gik ned efter kollisionen. 13 overlevende blev bjærget, og der blev også bjærget fire omkomne.
Men syv mennesker var savnet, og dem har kystvagten ledt efter hele dagen.
Det tyske nyhedsbureau dpa har skrevet, at en af de syv savnede er fundet omkommet, men kystvagten har altså opgivet at finde flere nu.
Det 148 meter lange Bahamas-registrerede Baltic Ace sank umiddelbart efter sammenstødet. Corvus J, der også var beskadiget, hjalp til med at søge efter de savnede besætningsmedlemmer.
Tre meter høje bølger
Redningsarbejdet blev generet af kraftigt snefog, faldende temperaturer, kraftige vindstød og op til tre meter høje bølger i området.
- Vandtemperaturen ligger på omkring syv grader Celsius, hvilket ikke er specielt varmt. Hvor længe, man kan overleve, afhænger af ens påklædning, sagde en anden talsmand for kystvagten, Marcel Oldenburger, tidligere torsdag til Reuters.
- Hvis man har en overlevelsesdragt og en redningsvest på, så kan man overleve et stykke tid, hvilket ikke er tilfældet, hvis man falder over bord iklædt cowboybukser, tilføjede han.
Skibsruten, hvor ulykken skete, er en af de mest befærdede i Nordsøen og et vigtigt knudepunkt for skibe, der sejler ind til Rotterdams havn, Europas største og den femtestørste i verden.
Ritzau