Berlusconi er åben for præsidentposten
Italiens eks-premierminister går ikke af vejen for præsidentposten, hvis vinden blæser hans vej.
Silvio Berlusconi vil give flere magtbeføjelser til præsidentembedet i Rom.
Den tidligere premierminister, der forlod posten som italiensk regeringschef sidste efterår, fremlagde på en pressekonference fredag forslag om en ny og styrket præsidentpost.
Italiens præsidentembede er i øjeblikket overvejende et ceremonielt embede.
Den 75-årige milliardær og mediekonge havde Angelino Alfano, partisekretæren for sit Frihedspartiet, ved sin side, da han talte om planerne for en institution, der som i Frankrig skal vælges ved et præsidentvalg.
Og vil han så selv stille op til sådan en post?
- Jeg vil gøre, hvad Frihedspartiet beder mig om. Det er ikke et spørgsmål om mine ambitioner, men der er et ansvar, der ikke kan ignoreres, lød det fra Berlusconi.
Han sagde, at en stærk præsident vil give Italien en stærk regering, der kan håndtere landets økonomiske problemer.
Han sammenlignede situationerne i Grækenland, hvor vælgerne skal til valg igen den 17. juni, mindre end to måneder efter forrige valg, og så i Frankrig, hvor François Hollande har vundet præsidentvalget.
- Ønsker vi en situation som i Athen, som i et land, der ikke kan regeres? spurgte den tidligere premierminister.
- Eller som i Paris, hvor borgerne inden for få dage så etableringen af en regering, hvor deres præsident repræsenterer Frankrig først i Tyskland, siden ved G8 med præsident Barack Obama, fortsatte Berlusconi.