Serbiens præsident fører an ved valget
Serbiens siddende præsident skal møde den nationalistiske Tomislav Nikolic i anden valgrunde.
Det bliver som ventet præsident Boris Tadic og oppositionsleder Tomislav Nikolic, der mødes i duel ved anden runde af Serbiens præsidentvalg om to uger.
Det står klart, efter de to høstede hver omkring en fjerdedel af stemmerne ved præsidentvalget søndag, viser en prognose fra den uafhængige organisation Cesid.
Med optalte stemmer fra omkring 1000 af Serbiens cirka 8000 valgsteder har den proeuropæiske præsident Tadic foreløbig fået 26,8 procent af stemmerne, mens Nikolic har 25,6 procents opbakning, oplyser Cesid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samme tendens kan ses i parlamentsvalget, hvor præsident Tadics regeringsparti, det liberale Demokratiske Parti, ifølge de foreløbige resultater står til 24,7 procent af stemmerne mod 23,5 til Nikolics parti, SNS, meddeler tv-stationen B92.
- Et bedre liv og en bedre levestandard er vores strategiske mål. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, sagde den 54-årige Tadic, efter han selv havde afgivet sin stemme søndag.
Også Nikolic ønsker, i lighed med langt de fleste serbiske vælgere, at se landet inden for EU, som for nylig gav landet status som kandidat til at komme med i unionen.
- Serbien vil til sidst komme til at se de forandringer, som landet har ventet på. Europa er vores mål, men kun hvis Bruxelles vil have os, sagde den 60-årige Nikolic.
Udfordreren har en fortid som næstformand i det ultranationalistiske Radikale Parti, hvis leder, Vojislav Seselj, sidder fængslet i Haag, hvor han er anklaget for krigsforbrydelser ved tribunalet for det tidligere Jugoslavien.
Nikolic brød med partiet i 2008 på grund af uenighed om EU og har siden bevæget sig i en mere moderat retning.
På trods af mange mindre uregelmæssigheder levede selve valghandlingen op til internationale demokratiske standarder, siger landsformand for organisationen Silba, Jens-Kristian Lütken, der er i Serbien som valgobservatør.
- Serbien har med det netop afholdte valg bevist, at landet er nået langt, når det gælder forankring af demokratiet, siger han.
Ved tidligere valg har blandt andet spørgsmålet om Kosovo og andre af de konflikter, der har isoleret Serbien i internationale sammenhænge, været højt på dagsordenen, men denne gang har disse emner været bemærkelsesværdigt fraværende i valgkampen.