Norsk turist alvorligt forbrændt på ferieø
En norsk turist overlever næppe eksplosionsbrand på turisthotel på Gran Canaria. Fire ansatte også kvæstet.
En kvindelig 55-årig norsk turist har pådraget sig så alvorlige forbrændinger over hele kroppen ved en eksplosion på hotellet Cordina Mogán Playa på Gran Canaria, at hun ifølge de lokale myndigheder næppe overlever sine kvæstelser.
Det skriver det spanske nyhedsbureau EFE og andre spanske medier.
Tidligere onsdag forlød det, at ingen skandinaviske gæster var kommet til skade. I stedet tydede de første oplysninger på, at det var en norske ansat på hotellet, der var blevet forbrændt.
Men nu oplyser informationschef Helen Begby fra Apollo til VG Nett, at en af selskabets gæster er blandt de skadede.
- Vi kender ikke omfanget af skaderne, men kvinden er bragt til hospitalet i Las Palmas, siger Helen Begby til VG Nett.
Eksplosion i sauna
Gaseksplosionen skete i en sauna i wellnesområdet på hotellet. Eksplosionen var så voldsom, at taget faldt sammen.
Star Tours gæster er efter eksplosionen onsdag formiddag kørt til et hotel i nærheden, men vender senere onsdag eftermiddag tilbage til hotellet.
- Vores guider er sammen med gæsterne for at tale oplevelsen i gennem. Folk tager det stille og roligt, men det er klart, at vi har et beredskab, hvis der er brug for det senere, siger salgsdirektør i Star Tour Stig Elling.