Russisk tv-kanal viser video af Breivik
Trods forbud har den russiske tv-kanal NTV optaget video fra den storskærm, der er opstillet til pressen.
En russisk tv-kanal blæste på, at det er ikke tilladt at fotografere eller lave andre optagelser fra retsmødet med den 32-årige terrorsigtede Anders Behring Breivik. Nu ligger billeder og et indslag fra retten i Oslo på nettet.
Der var fotoforbud i selve retssalen under retsmødet sidste mandag. Den russiske tv-kanal NTV filmede imidlertid fra den storskærm, der var opstillet i den retssal, hvor pressen var installeret.
Der er flere sekvenser, hvor man ser Breivik iklædt hvid skjorte, slips og sort jakkesæt, klippet ind i det indslag, som tv-kanalen har lagt ud på dets netsider. Videoreportagen blev publiceret lige inden klokken 20 - otte timer efter retsmødets afslutning.
Lederen af Norsk Redaktørforening, Aftenpostens Harald Stanghelle, sagde inden retsmødet, at han var usikker på, om nogen ville benytte lejligheden til at tage billeder af Breivik.
- Det er vanskeligt at sige, om nogen ville bryde reglerne og tage billeder. Det er den sigtede, der har bestemt, at han ikke vil fotograferes, siger Stanghelle.
Alternativ dækning
Russiske medier har tidligere været omtalt for en alternativ dækning af Breivik-sagen. Midt i oktober fortalte Breiviks forsvarer, Geir Lippestad, norsk TV 2, at der pludselig en dag i hans køkken stod to russiske journalister, der ønskede et interview.
Retsmødet i mandags var det fjerde, men det første, hvor pårørende, publikum og presse måtte være til stede. I alt 550 personer fulgte retsmødet i fem forskellige retssale.
Et referatforbud fra retsmødet blev ophævet, efter at dommer Torkjel Nesheim i slutningen af retsmødet afslog Breiviks ønske om at måtte tale til de pårørende.
Varetægtsfængslingen af Breivik blev forlænget med 12 uger, hvoraf fire er med medieforbud og otte af dem med brev- og besøgskontrol.