Højreekstremist kobles til nazi-trio

Nynazistisk trio var måske en kvartet. 36-årig ekstremist anholdt for at hjælpe med seks drab.

Artiklens øverste billede
Tyske Bild har identificeret den 36-årige anholdte som Ralf Wohlleben, en kendt højreekstremist, som nu anklages for at have hjulpet neonazi-ringen, som har mindst 10 drab på samvittigheden. Illustration: Bild.de

Tysk politi har endelig fået mere hul på efterforskningen af den neonazistiske terrorgruppe, som blev afsløret midt i november.

Tidligt tirsdag blev en 36-årig mand fra Jena i det tidligere Østtyskland anholdt og sigtet for medvirken til seks af de mindst 10 drab, som neonazi-ringen begik på tyske borgere med tyrkiske og græske rødder over en 10-årig periode frem til 2011.

Myndighederne i Karlsruhe har identificeret den anholdte som "Ralf W.", og dagbladet Bild afslører, at der er tale om en kendt højreekstremist, Ralf Wohlleben.

Højreekstremist i 15 år

Wohlleben har været aktiv højreekstremist siden midten af 1990'erne, og han anklages for i omkring 15 år at have arbejdet tæt sammen med de tre medlemmer af nazi-trioen - Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt, der begge omkom i en bilbrand midt i november, samt Beate Zschäpe, der sidder i varetægtsfængsel.

Den 36-årige højreekstremist deltog ikke selv i drabene, men anklages for at have forsynet den morderiske trio med våben til deres udåd både i 2001 og 2002. De tre medlemmer optrådte som medlemmer af Nationalsozialistischen Untergrund (NSU).

"Han overdrog våben og ammunition til en mellemmand, der havde som opgave at bringe effekterne til NSU-medlemmerne," lyder en del af anklagen ifølge forbundsmyndighederne i Karlsruhe.

Neo-nazister arbejdede sammen

Wohlleben var i lighed med de tre i nazi-ringen aktiv i Thüringen. De tilhørte alle den højreekstreme Thüringer Heimatschutz, og sammen med nazitrioen Mundlos, Böhnhardt og Zschäpe, samt to andre højreekstreme, Holger G. og André K., den militante gruppe Kameradschaft Jena.

Senere grundlagde Wohlleben en afdeling af NPD ( Nationaldemokratische Partei Deutschlands) i Jena og blev i 2002 NPD's stedfortrædende formand og pressetalsmand i Thüringen.

Flere år senere trådte han af personlige årsager ud af NPD, men han fortsatte med at have kontakt til det højreekstreme miljø, lyder anklagen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen