Måling: Konservativ sejr i Spanien
Spaniens socialistiske regering står til at miste regeringsmagten på grund af økonomisk krise.
En statslig spansk meningsmåling viser, at centrumhøjre-partiet Folkets Parti vil vinde en jordskredssejr og få fuld kontrol over parlamentet ved valget den 20. november.
Det regerende socialistparti står dermed til et stort nederlag.
Mange spanske vælgere er utilfredse med regeringen, som, de mener, har haft for dårlig styr på økonomien.
Ledighed altdominerende
Den opsigtvækkende måling, som blev foretaget af CIS, blev bragt i avisen El Pais torsdag.
Uofficielt er de fleste vælgere allerede enige om, at den økonomiske krise har knust de regerende socialisters håb om at forblive i regeringskontorerne, hvor de har opholdt sig i otte år.
Arbejdsløshed og økonomiske krise er det altdominerende emne i valgkampen. Spaniens arbejdsløshedsprocent er på 21,52, den højeste i den industrialiserede verden.